Flere køreskoler snyder med deres elevers kørekort

Flere politikredse oplever køreskoler, der snyder med antallet af køre- og teroritimer samt opfordrer eleverne til svindel ved teoriprøverne. Sidste år blev der oprettet 123 sager mod kørelærere på landsplan, og ifølge en køreprøvesagkyndig er det nok kun "toppen af kransekagen". (Arkivfoto) (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Politiet har sager om mørkekørsel, der klares med solbriller, og elever, der tager teoriprøven i andres sted.

Gider du og kørelæreren ikke rigtig have en køretime sent om aftenen?

Så tag et par solbriller på næsen under en køretime om dagen, og vupti, så er den obligatoriske mørkekørsel klaret.

Eller hvad med teoriprøven. Er den for svær for dig?

Så sender vi bare en anden ind, der kan tage prøven i dit sted.

Dette er blot nogle af de eksempler på svindel, som politiet støder på, når køreskoler i især de større byer skal gøre deres unge elever klar til at færdes frit bag rattet.

Alene sidste år blev der rejst 123 sager mod køreskoler i hele landet, viser en ny opgørelse fra Rigspolitiet.

I Københavns Politi er omfanget af svindlen så stort, at man ifølge fællestillidsmand for færdselsafdelingen Finn Agerholm har afsat tre mand til at behandle sager om snyd.

- Der er helt klart sket en stigning i antallet af sager.

- Vi har eksempelvis haft nogle elever, som har fortalt, at deres natkørsel er foregået ved, at man er blevet udstyret med solbriller, eller ved at man har kørt om dagen i en p-kælder, siger han.

Ifølge Finn Agerholm har politiet også set en elev til en teoriprøve, der var udstyret med en mikrofon og en skjult øresnegl, så kørelæreren kunne lytte med og give de rigtige svar.

På Fyn oplever politiassistent og bestyrelsesmedlem i Køreprøvesagkyndiges Landsforening Steen Caspersen også, at der er urent trav blandt visse køreskoler.

Ikke så grelt som i København, men alligevel i et uacceptabelt omfang.

- Vi oplever, at der bliver snydt på vægten. En del elever får ikke den undervisning, de har krav på, og som de skal have efter lovgivningen, siger han.

Ved at give eleverne færre timer end påkrævet kan køreskolerne ifølge Steen Caspersen tilbyde de unge at tage et kørekort billigere end de mere seriøse steder.

- Og det, vi ser, er nok kun toppen af kransekagen, siger han.

I kørelærernes største brancheorganisation, Dansk Kørelærer Union, kender formand Bent Grue godt til historierne om branchens brodne kar.

- Der er rigtig mange, der springer over, hvor gærdet er lavest.

- Det er bare sjældent køreskoler, der er organiseret, og så er det svært for os at gøre noget, siger han.

Dansk Kørelærer-Union har omkring 800 medlemmer, men ifølge Bent Grue er der op imod 1800 køreskoler i Danmark.

Derfor er det mest effektive middel mod svindlen ifølge unionsformanden, når politiet kører ud og laver kontroller.

/ritzau/

Af Thomas Hee, Ritzau