Syv procent flere danskere fik sidste år tilkendt en førtidspension, fordi de var for syge til at være en del af arbejdsmarkedet. Stigningen fra 2013 til 2014 skal dog ses i lyset af, at antallet af nye førtidspensionister var ekstraordinært lavt i 2013, fordi de nye og langt strammere regler trådte i kraft her.
Ankestyrelsens opgørelse viser desuden, at borgerne er noget ældre, når de får tilkendt førtidspension. En del af reformen indebar nemlig, at personer under 40 år ikke længere kan få førtidspension, med mindre det er åbenlyst, at de ikke kan få det bedre og komme ud på arbejdsmarkedet.
En gruppe, der sjældent får afslag er dog kræftpatienter. Statistikken viser, at 96 procent af ansøgerne med en kræftsygdom fik tilkendt førtidspension sidste år. Det kan sammenholdes med, at 37 procent af ansøgerne med sygdomme i bevægeapparatet fik afslag på deres ansøgning.
Fra 2010 til 2014 er andelen af afslag på førtidspension steget med 15 procentpoint.