Flemming Vinther er helhjertet fagforeningsmand og brænder for den danske model som grundlag for et stærkt offentligt og privat arbejdsmarked og for det danske velfærdssamfund.
Som formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg spiller han en hovedrolle ved de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Her er han nemlig topforhandler for de 180.000 statsligt ansatte, ligesom han var det i 2015, 2013 og 2011.
Op til forhandlingerne om OK18 har Flemming Vinther efterlyst et opgør med den finansministrielle logik, der dræner de statslige arbejdspladser for energi og engagement. Statens ansatte skal ikke betale for regeringens konsekvente underfinansiering af den offentlige sektor, lyder det, under parolen ’nok er nok.
Til daglig er Flemming Vinther formand for HKKF, fagforeningen for konstabler og korporaler i hæren og for de statsligt ansatte på LO-området i OAO-Stat, ligesom han sidder i LO Daglig Ledelse.
Flemming Vinther vil blogge om overenskomstforhandlingerne fra et lønmodtagerperspektiv.
Fagforeninger på tværs af hele den offentlige sektor har afsendt konfliktvarsler til vores arbejdsgivere. Varsler som på vegne af 800.000 offentligt ansatte sender det klare signal, at vi er klar til at gå linen ud for at sikre, at også de offentligt ansatte får del i det økonomiske opsving, som Danmark lykkeligvis er inde i.
Vi skal ikke have del i opsvinget, fordi det er ”synd for os”, ”fordi vi har det hårdere end andre”, eller fordi ”vi repræsenterer mange stemmer”. Vi skal have del i opsvinget, fordi vi som offentlig ansatte hver eneste time, døgnet rundt og året rundt leverer kompetent, engageret og professionel arbejdskraft.
Arbejdskraft som sikrer, at butikken Danmark fungerer. Som sikrer, at der bliver passet på os, og at der bliver taget hånd om os, hvis vi får brug for hjælp. Og som sikrer, at vi kan have en højproduktiv privat sektor til gavn for os alle. Derfor!
Hvis det er så oplagt, hvorfor skal vi så – måske – ud i en konflikt? Kunne vi ikke blive enige om det ved forhandlingsbordet?
Nej, det kunne vi desværre ikke.
Vi kunne ikke blive enige om en aftale, fordi arbejdsgiveren fastholder, at den betalte spisepause er et gode, som de ensidigt og uden lønkompensation kan fjerne, hvis de får den idé en dag. Det kan vi naturligvis ikke bare stiltiende acceptere.
Vi kunne ikke blive enige om en aftale, fordi vores underviserkolleger stadig ikke er sikret en aftale, der definerer deres arbejdstid, men skal læse det i en lov, som er ensidigt fastsat ved et lovindgreb i 2013.
Og, vi kunne ikke blive enige om en aftale, fordi der har sneget sig den uskik ind i vores overenskomstforhandlinger, at vores modpart mener, at vi skal acceptere en forringelse, for at de vil acceptere, at vi får et gode.
De har en opfattelse af, at en ”afbalanceret” aftale opnås ved, at vores krav og arbejdsgivers krav skal ”gå op mod hinanden på en afbalanceret vis”, for at vi kan få en aftale.
Det er ikke sådan vi ser det!
Overenskomster er ikke et ”nulsumsspil”.
Overenskomster er ikke en ”byttehandel” mellem goder og forringelser.
Overenskomster er der, hvor vi skaber rammerne for gode og attraktive arbejdspladser, så vi også i fremtiden kan tiltrække og fastholde kompetente og kvalificerede kolleger i tilstrækkeligt omfang.
Overenskomster er der, hvor vi i fællesskab tager ansvar for balancen mellem arbejdsliv og fritid. Hvor vi tager ansvar for skabe ordentlige vilkår, og hvor vi fastsætter prisen på arbejdskraften.
For det er jo netop arbejdskraft, som arbejdsgiveren får som modydelse for de goder, vi lønmodtagere får forhandlet hjem.
Det som skal fylde i arbejdsgiverens ”vægtskål” er kvalificeret arbejdskraft. Det er ikke forringelser af vores vilkår.
Vores arbejdsgiver har udtalt, at penge brugt til løn, jo ikke kan anvendes til velfærd.
For mig er lønkroner til offentligt ansatte tæt på at være den bedste investering man overhovedet kan foretage for at sikre velfærden.
Hvad er en flot skole værd uden kompetente undervisere? Hvad er en højteknologisk operationsstue værd uden topprofessionelle sundhedsfaglige kolleger? Og hvad nytte har vi af et kampfly til millioner af kroner, hvis piloten flyver for SAS?
Penge brugt på den offentlige sektor er ikke en udgift. Det er en investering i vores fælles velfærd.
Det er det, vi kæmper for ved forhandlingsbordene. Det er det, fællesskabet står sammen om. Det er det, som vi er klar til at konflikte for.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.