Inden udgangen af indeværende år satser fynske Dencam Composites på at have ansat op mod 100 nye medarbejdere.
Ansættelserne vil ske i forbindelse med, at Dencam Composites etablerer produktion på Sydfyn, skriver Fyns Amts Avis.
Dencam Composites, som laver forme til møllevinger, har i forvejen en afdeling i Faaborg og hovedkvarter i Rudkøbing på Langeland.
Den nye produktion skal foregå i det tidligere SSP Technologys og nuværende Nordex Blade Technology Centres produktionsbygninger på Gemalvej i Kirkeby mellem Svendborg og Kværndrup, skriver avisen.
- Vi er vokset ud af lokalerne i Rudkøbing og kan ikke tage flere ordrer ind, og desuden gør bygningernes størrelse, at vi kun lave forme til vinger på op til 80 meter. Det er et problem, for vi er i en branche, hvor vingerne hele tiden bliver større og større, uanset om det er off-shore eller on-shore. Så vi får mange forespørgsler på større vinger, sagde Dencam Composite-direktør Jens Dalgaard Andersen på et pressemøde.
Ifølge Fyns Amts Avis har Dencam Composite i forvejen 210 ansatte, og i forbindelse med, at der hentes en stor ordre om produktion af store møllevinger, skal der ansættes mellem 80 og 100 nye medarbejdere, oplyser direktøren.
Jens Dalgaard Andersen forventer, at der blandt de nyansatte vil være en del udlændinge:
- På Langeland har vi en del udenlandske ansatte fra blandt andet Polen, og det skal vi nok også have i Kirkeby.
Dencam Composites overtog de i alt 8.000 kvadratmeter store bygninger 1. februar, og Jens Dalgaard Andersen forventer, at produktionen vil gå i gang 1. marts.