Den skandaleramte fiskefabrik Jelex Seafoods dage kan meget vel være talte.
Fabrikken i Hirtshals er nemlig gået konkurs, skriver Finans med henvisning til Statstidende.
Konkursen kommer, efter TV2-programmet Operation X i efteråret afslørede, at Jelex Seafood A/S i flere tilfælde havde forfalsket analyser, der skulle vise, om fisken var inficeret med bakterien listeria.
Analyserne skulle ellers sikre, at farlige bakterier ikke var fundet i fisken, inden den blev solgt.
Kurator i konkursboet, advokat Hans Peter Storvang fra Advokatfirmaet Hovmøller og Thorup i Aalborg, fortæller til Nordjyske, at der gøres forsøg på at sælge hele eller dele af virksomheden.
- Der er igangsat en budproces, og der er flere der har tilkendegivet, at de vil byde på virksomheden. I løbet af næste uge regner vi med, at vi har en afklaring, siger Hans Peter Storvang til avisen.
Jelex Seafood var, efter underskud i 2017 og en negativ egenkapital allerede inden afsløringerne, på vej til tælling, og efter den massive omtale af virksomheden i kølvandet på tv-programmet gik salget stort set i stå i Danmark, skriver Nordjyske.
Men i det materiale, kurator har sendt til potentielle købere, er der sorte tal på bundlinjen efter de først ni måneder af 2018.
Efter Operation X's afsløringer gik Fødevarestyrelsen ind i sagen. Det har ført til i alt ni politianmeldelser for at vildlede kunderne og for dokumentfalsk.
Programmets afsløringer var blandt andet baseret på skjulte optagelser foretaget af en tidligere ansat. Den tidligere ansatte frygtede, at flere ville blive syge af at spise den fisk, virksomheden solgte.