FAKTA: Én ud af syv unge over 18 år har suget lattergaspatroner

Mange unge har prøvet at suge gas fra en lattergaspatron. De fleste bruger en ballon til misbruget.

Regeringen og oppositionen er enige om at gøre noget ved unges stigende misbrug af lattergaspatroner, der sælges som drivmiddel til flødeskumssifoner.

Årsagen er, at problemet ifølge politikerne er voksende.

For første gang er spørgsmål om lattergas inkluderet i Ungeprofilundersøgelsen, hvor 70.573 unge i alderen 12-25 år har svaret.

Undersøgelsen er foretaget i efteråret 2017, og de unge er fra 44 af landets kommuner.

Her kan du læse om resultatet:

* I alt har godt 7 procent af gruppen svaret ja til, at de har prøvet lattergas som rusmiddel.

* 5,3 procent af dem var piger/kvinder. 9,1 procent var drenge/mænd.

* Blandt de unge under 18 år har 4,6 procent svaret, at de har prøvet lattergas.

* Blandt dem over 18 år er det 15,3 procent.

* Undersøgelsen er ikke repræsentativ, men anses for at være det bedste bud på en kilde til unges forhold til rusmidler.

* Misbrugere af lattergas bruger typisk en såkaldt "cracker", som er den del af en sifon, patronen puttes i, og som kan aktivere gassen gradvist.

* På "crackeren" påsættes oftest en ballon, som fyldes med lattergassen.

* Herefter suger personen lattergassen af ballonen.

* Effekten er for de fleste en heftig rus, der typisk varer mellem 20 og 40 sekunder.

* De fleste griner under rusen, og mange får problemer med at holde balancen.

* Lattergaspatroner kan købes i isenkramforretninger og i stigende grad i små købmænd og kiosker.

* Flere forhandler dem også på nettet.

* Flere diskoteker har udbudt lattergaspatroner på deres drinkskort.

* Ifølge produktsikkerhedsloven er det ulovligt at sælge lattergaspatronerne til misbrug.

* Ifølge Sundhedsstyrelsen kan indtag af gassen i værste fald medføre kvælning, fordi gaspatronen ikke indeholder ilt.

* En patron koster cirka tre kroner.

Kilde: Træk i data fra Ungeprofilundersøgelsen foretaget af Jakob Demant for Ritzau.

/ritzau/