Færre flygtninge og migranter er på det seneste nået frem til Italien, Spanien og Grækenland over Middelhavet.
Det viser en ny rapport fra FN's flygtningeorganisation UNHCR, der har set på tallene for de første syv måneder af 2018.
* Fra januar til juli 2018 er antallet af flygtninge og migranter, der når Italien, Spanien og Grækenland efter at have krydset Middelhavet, faldet 41 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
* Totalt set kom der 72.100 personer til de tre lande, fortrinsvist personer fra Afrika.
* I samme periode sidste år var tallet 121.100 personer.
* Samtidig er flere end 1600 personer omkommet eller meldt savnet i samme periode under forsøget på at krydse Middelhavet.
* Det er proportionalt set et højere antal omkomne sammenlignet med tidligere, konkluderer UNHCR.
* Hver gang 18 personer krydser Middelhavet, omkommer én person, viser organisationens beregning for de første syv måneder af 2018.
* Til sammenligning var det tilsvarende tal sidste år 42 personer for hver omkomne person.
Kilde: Rapporten "Desperate journeys", UNHCR.
/ritzau/