I DENNE UGE UDKOM EN BOG, man må håbe, at alle vores politikere læser. Især dem, der skal forvalte det ansvar, det er at lede og repræsentere vores land.
Professorerne Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen fra Aarhus Universitet beskriver i "Overmod og afmagt", hvordan vores skatteopkrævning og vores politikere røg af sporet.
For os almindelige skatteydere er det nok lidt abstrakt. For det samfund, vi lever i og fortsat gerne vil have, kan det ikke blive vigtigere.
DANMARKS GRUNDIDÉ ER, at vi betaler en stor sum penge hver måned til omfordeling til skoler, hospitaler, pensionister, social sikring med meget mere. Et stort og gennemskueligt skatteprovenu er præmissen for, at vores velfærdssamfund fungerer og skaber den mening, vi som borgere sætter pris på og har gjort i årtier.
Ja, enkelte partier ser gerne et opgør med den store skattefinansiering af samfundet, men i 2018 er det faktisk ret marginalt. En nylig måling viste, at to ud af tre danskere finder, at de betaler tilpas i skat. Og et stort flertal foretrækker investeringer i velfærd frem for skattelettelser, hvis der er råd.
Ifølge de to professorer gik det galt i 2005. Der skulle centraliseres, effektiviseres og smart teknologi kunne erstatte mennesker, der arbejdede med skatteopkrævning.
Den daværende skatteminister og Venstres formodede, kommende formand, Kristian Jensen, stod i spidsen for det nye Skat. Staten skulle være ene aktør i opkrævningen, kommunerne skulle ikke længere opkræve, og der var mange årsværk at spare, mente man.
I BAGKLOGSKABENS KLARE LYS er det let at skælde ud. I dagens politiske debat kæmper røde og blå politikere om, hvem der skulle have vidst hvad. SR-regeringen fra 2011 til 2015 var også svorne tilhængere af en møre strømlinet skatteopkrævning. Det er også svært at være imod.
Men hvordan kunne ellers begavede politikere og embedsmænd fejle så galt og koste vores fælles kasse så mange milliarder?
Beslutningen var simpelthen dårligt forberedt. Man ville mindre bureaukrati. Forestillede sig store besparelser og havde ikke vurderet risici godt nok. Som Jørgen Grønnegård konstaterer i Berlingske Tidende:
- Projektet har overskredet politikernes kognitive evner, og de synes ikke at have haft begreb om, hvad de har sat i gang.
De har så heller ikke været godt hjulpet af en stribe embedsmænd. En del af dem er ikke længere i Skat. Vi må forskrækkes over en kultur, hvor der ikke siges ”stop”. Hvor advarsler om, at systemet EFI ikke var færdigt, ikke bliver fulgt. At udbetaling af udbytteskat triller ud af vagten, uden nogen særlig kontrol af til hvem!
SENEST ER EN RÆKKE BORGERE kommet i klemme af kafkaske vurderinger af ejendomsskat, der vilkårligt rammer både nye og mere erfarne boligejere. Uden at de har gjort meget andet end at købe hus!
Det er muligt, at vores politikere ikke forestillede sig, hvordan lyssky typer og finansielle spekulanter ville angribe skattesystemet. Men det tjener så som læring til nutiden.
Hvis ikke vi kan stole på en fair og forståelig opkrævning, og hvis ikke Skat har kapacitet til at forsvare sig mod svindel og melde den til politiet, ja, så bryder vores samfund sammen!
SÅ ER VI TÆT PÅ EN BANANREPUBLIK. Skats styrke er ikke bare et spørgsmål om, at vores penge går til vores velfærd, og det vi har besluttet, at de skal gå til. Det handler om den retfærdighed og grundværdi, der hersker i Danmark. At dem, der tjener mest, faktisk betaler mest. At dem, der snyder, de straffes. Jo større beløb, jo større straf.
Hvis vores politikere og ansvarlige embedsmænd ikke kan forsvare den værdi og forventning om rimelighed, så skal de tage konsekvensen og søge anden beskæftigelse. De fleste milliarder er tabt. Det er chancen for at genskabe tilliden til Skat ikke.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.