En 44-årig mand er blevet varetægtsfængslet for at have dræbt sin kone.
Kvindens lig blev fundet af hendes forældre i parrets hjem torsdag morgen. Den 44-årige ægtemand Poul Hansen var ikke til at finde, og politiet satte straks en eftersøgning i gang.
Han blev fundet efter få timer, da han var blevet set på havnen. Han sad i sin bil og overgav sig uden kamp til politiet. Det skriver Ekstra Bladet.
Han nægter sig skyldig men siger, at han intet husker. Efter dagens grundlovsforhør er han blevet varetægtsfængslet i fire uger og sigtet for at have skudt og dræbt sin kone med mindst et skud i hovedet.
Den 43-årige kvinde var mor til parrets tre børn på 9, 11 og 15 år. Drabet ser umiddelbart planlagt ud, fordi manden først afleverede børnene til svigerforældrene, og derefter kørte hjem og skød sin kone.