En 39-årig læge er idømt otte måneders ubetinget fængsel for at fuske med en dna-prøve i en faderskabssag og afgive falsk forklaring i retten. To andre læger er fredag ved Retten i Lyngby blevet frikendt i sagen for medvirken til bedrageri.
Den 39-årige læge lavede ulovlige krumspring med en lægeerklæring og dna-test for at undgå at blive ikendt faderskabet til et barn.
- Retten har således fundet, at anklagemyndigheden har løftet bevisbyrden for, at han har haft til forsæt at forsøge at unddrage sig faderskabet og betaling af børnepenge, og at han i den forbindelse har gjort brug af dna-prøver vedrørende en anden ukendt person, hedder det i dommen.
En 38-årig læge var tiltalt for at have hjulpet den nu dømte 39-årige med at lave en dna-prøve til faderskabssagen, der viste, at denne ikke var faren.
En anden lægekollega - en 40-årig mand - var tiltalt for at hjælpe med en urigtig lægeerklæring om, at den 39-årige var for syg til at få taget dna-prøve.
Retten mener ikke, at der er bevis for, at "de pågældende havde haft forsæt til at medvirke til bedrageri eller i øvrigt til at begå forbrydelse i offentlig tjeneste eller vedrørende bevismidler".
Det gælder "uanset den uhensigtsmæssige og letsindige fremgangsmåde ved udfærdigelse af lægeerklæringen og dna-prøvetagningerne", oplyser retten.
Senioranklager Jakob Buch-Jepsen krævede hovedmanden i sagen, den 39-årige læge, idømt mindst 10 til 12 måneders fængsel.
- Det er på tide, at sagen får en ende. Han har trukket en kvinde og et barn rundt i manegen alt for længe i et årelangt skuespil, og han har trukket to lægekolleger med i faldet, sagde Jakob Buch-Jepsen under sin procedure i retten.
Han kaldte også sagen for "skødesløst, misforstået kammerateri".
De tre læger har nægtet sig skyldige.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.