Annita glemmer aldrig lyden af skuddene, der ramte hendes kollega uden for Nyborg Statsfængsel.

Den 47-årige fængselsbetjent sad i kontrolrummet og havde sit blik rettet mod rækken af overvågningsskærme, da hun pludselig så kollegaen ligge på jorden uden for fængselsbygningen. Han var ramt af skud i benet. Annita nåede som den første frem til den sårede kollega. 

- Min første tanke var, at det er løgn, at han er blevet skudt. Jeg tænker ’det kan da ikke passe’. Jeg får hjulpet ham, han bliver kørt væk, og så er det først bagefter, man stopper op og tænker, hvad skete der lige her, fortæller Annita.

Det var en 21-årig mand med nære relationer til en indsat, der havde skudt mod hendes kollega uden for fængslet. Kollegaen var et tilfældigt offer.

Selv om skuddramaet ligger næsten tre år tilbage, glemmer Annita aldrig lydene og synet af den sårede kollega.

I 16 år var Annita en passioneret fængselsbetjent. I dag ved hun med sikkerhed, at hun aldrig vil iføre sig den lyseblå, kortærmede skjorte og sætte det tunge nøglebundt i bæltet.

Annita er en af de 300 fængselsbetjente, der er ramt af Posttraumatisk Stressyndrom (PTSD). Hendes liv er forandret for altid.

- Som det ser ud lige nu, ville det være rigtig stort, hvis jeg bare kunne få et fleksjob. Fuldtidsarbejde kommer overhovedet ikke på tale. Det værste ville være, hvis jeg ender på førtidspension, siger Annita.

Hun blev fyret efter en længere sygemelding, da det stod klart, at hun ikke var i stand til at vende tilbage til sit job i fængslet. I dag er hendes fremtid på arbejdsmarkedet uafklaret.

Sammen med tre andre betjente fra Nyborg Statsfængsel fortæller Annita sin historie i en ny bog, 'Huset vinder altid'. I bogen beskriver de hverdagen i et lukket fængsel tæt på fanger dømt for drab, pædofili og narkokriminalitet. En hverdag med lange vagter, hård tone og deciderede trusler. 

Til Avisen.dk fortæller Annita, at hun flere gange overvejede, om hun skulle finde et andet job. Når hun tøvede, var det, fordi hun syntes, at jobbet var meningsfuldt, og at hun gjorde en forskel. Annita havde gennemført uddannelsen efter en række år med ufaglærte job og følte, at hun som erklæret 'drengepige' var havnet på rette hylde blandt de bramfri kolleger.

Men efter nattevagten, hvor kollegaen blev skudt, mærkede hun et behov for at stoppe op. Annita var i en chocktilstand og havde svært ved at vurdere, hvad der var rigtigt for hende:

- Næste dag vidste jeg ikke rigtigt, om jeg var klar til at tage på arbejde igen, men jeg tænkte, at jeg bare skulle op på hesten igen, for ellers ville jeg ikke komme i gang, fortæller Annita.

Hun husker tydeligt, at det var lettest at komme igennem nattevagterne. Dagvagterne skulle vise sig at blive en anden sag:

- Det kunne jeg så ikke finde ud af. En kollega sagde til mig, at hun syntes, jeg skulle tage hjem. Jeg sagde mærkelige ting og opførte mig anderledes, end jeg plejer, siger Annita.

Kollegaen havde ret i sin bekymring. Annita fik psykologhjælp. Alt for sent, mener hun i dag. Siden kom hun til Arbejdsmedicinsk Klinik på Odense Universitets Hospital, hvor hun fik diagnosen PTSD. 

- Der er mange ting, jeg ikke kan længere. Jeg har enorm stor dødsangst. Derfor skal jeg helst ikke køre langt på motorveje, sejle og flyve. Det får jeg det vildt dårligt af, siger hun.

Det er ikke kun skuddramaet i 2016, hvor kollegaen blev ramt, der har brændt sig fast på Annitas nethinde. Også en anden episode står lysende klart for hende og dukker op i de natlige mareridt, som hun stadig oplever.

Mens hun endnu var under uddannelse, brød et fangeoprør ud - helt uventet for personalet. 100 fanger stimlede sammen og nægtede at adlyde ordrer fra betjentene,

- Fangerne råbte og skreg og smadrede flere afdelinger, husker Annita.

Med til at presse hverdagen var også, at der kom flere bandemedlemmer i fængslet. Betjentenes fokus var på at holde ro i geledderne snarere end at sætte fælles aktiviteter som for eksempel madlavning og tøjvask i gang.

- Det blev sværere og sværere igennem årene at have fokus på resocialisering, siger Annita.

Det var i den periode, at hun første mærkede, at jobbet tærede på hendes kræfter og overskud. Når fangerne talte grimt til hende, svarede hun lige så grimt igen.

- Det var svært at være professionel. Jeg havde rigtig mange dage, hvor jeg tænkte, at jeg bare skulle blive hjemme. Der mistede jeg fuldstændig arbejdsglæden, siger Annita. 

Fremtidsperspektiverne er uklare

I 2017 fik Annita anerkendt sin PTSD som en arbejdsskade med en méngrad på 10 procent. Hun mærker stadig meget til lidelsen, som lægerne kalder en ’stationær tilstand’.

- Jeg har angst, jeg sover elendigt, og min hukommelse er dårlig. Jeg drømmer helt utroligt meget i forhold til før, siger Annita.

Spørger man, hvad hendes fremtidsdrøm er, lyser hun op. Fængselsbetjenten har kig på en helt ny branche:

- Noget med genbrug og loppefund. Jeg har allerede været på flere små loppemarkeder i lokalområdet, smiler Annita.

Annitas fulde navn og identitet er Avisen.dk bekendt.