Herren giver, og Herren tager. Det samme gør Skat, og mandag finder danskerne ud af, om det er det første eller det sidste.
Der kan årsopgørelserne for 2016 nemlig tilgås via Skats hjemmeside.
- Langt de fleste danskere behøver ikke at gøre noget. Men det er stadig vigtigt at kontrollere, om tallene er rigtige og foretage eventuelle ændringer eller tilføjelser, skriver Skat.
Årsopgørelsen er det endelige regnestykke over, om man har betalt for lidt eller for meget i skat i 2016. Det bliver beregnet ud fra en lang række automatiske indberetninger fra arbejdsgivere, fagforeninger og banker.
- Man skal huske, at man er forpligtet til at kontrollere, at det hele ser rigtigt ud, uanset om man skal betale eller får penge tilbage, siger privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen, Danske Bank.
- Mange har det nok sådan, at det ikke er yndlingsopgaven at kontrollere, om oplysningerne er korrekte. Det gode er, at meget bliver indrapporteret automatisk. Men nogle fradrag drejer sig om ret mange penge, hvor man enten har fået for meget eller for lidt, siger Louise Aggerstrøm Hansen.
Ofte går det galt med kørselsfradrag, som alle, der bor mere end 12 kilometer fra deres arbejdsplads, kan få. Og her er det ligegyldigt, om transporten sker i egen bil, med det offentlige eller sågar på cykel.
Vedligeholdelse af hjemmet kan i nogle tilfælde udløse det såkaldte håndværkerfradrag, hvor udgifter til arbejde kan trækkes fra op til en vis grænse.
Et ofte overset fradrag er donationer til velgørende foreninger. Her kan der fratrækkes donationer på op til 15.200 kroner.
- Der er masser af ting, man skal være opmærksom på. Har man for eksempel skiftet arbejde, fået nyt pensionsselskab, eller har man omlagt lån, så man har nye renteudgifter, siger privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen.
/ritzau/