Ligesom alle andre seværdigheder, måtte Den Blå Planet lukke og slukke for gæster i marts, da landet lukkede ned.
Det har været en så dyr fornøjelse at lukke ned, at Den blå Planet valgte at oprette en indsamling, hvor danskere kan donere penge til det enorme akvarium.
Pengene skal blandt andet gå til at fodre fiskene, kan man læse på hjemmesiden.
– Den Blå Planet og vores tusindvis af dyr står i en alvorlig situation. Vi har brug for støtte til pasning og pleje, f.eks. foder og medicin. Alle bidrag går ubeskåret til dyrene. Hver en krone tæller – på forhånd tusind tak, lyder det på indsamlingssiden.
Danskerne har hørt nødråbet og har reageret med at sende en ordentlig pose penge afsted mod de sultne skabninger.
På fem dage, er der kommet hele 2,3 millioner i kassen. Det oplyser Den Blå Planet i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at over 10.000 danskere har doneret.
– Vi vil gerne sige tusind tak for al den støtte, der er strømmet vores vej. Små som store donationer gør en kæmpe forskel i en meget svær tid, siger direktør Jon Diderichsen.
Selvom Den Blå Planet er støttet af det offentlige, skal de selv skaffe 90 procent af pengene til udgifterne ved at drive det enorme akvarium. Det klares normalt via billetindtægterne i den velbesøgte turistattraktion.
Nordeuropas største akvarium regner med igen at slå dørene op den 8. juni i forbindelse med tredje fase af åbningen af samfundet efter coronakrisen.