Der er store smil og armbevægelser i Esbjerg, hvor minimum seks europæiske kampe ligger forud i Europa League-gruppespillet.
Efter at have nedlagt franskmændene fra St. Etienne i playoff-runden kan det eneste tilbageværende danske hold i Europa League se frem til ude- og hjemmekampe mod Standard Liege, FC Salzburg og Elfsborg.
Esbjergs elitechef, Niels Erik Søndergaard, tror efter fredagens lodtrækning på, at esbjergenserne kan hente point i gruppespillet.
- Der er nogle ting, der falder ud til vores fordel for tiden, det må man sige. Det var da ikke den værste pulje, vi kunne trække.
- Det er sportsligt spændende modstandere, men umiddelbart ikke hold, hvor det er umuligt, at vi tager point i gang imellem, siger elitechefen.
Set med vestjyske øjne er Europa League-gruppespillet noget af det største, Esbjerg som klub kan præstere.
- Det er kæmpestort. Det er jo det største, en klub som vores kan opnå, siger Niels Erik Søndergaard.
Esbjerg har efter kvalifikationen torsdag aften sat turbo på at lede efter nye indkøb, der kan forstærke holdet, for størstedelen af spillerne er unge og har aldrig prøvet at stå i en europæisk turnering.
- Vi er et urutineret hold i europæisk sammenhæng og har en ung trup. Men de unge har en masse energi og vil give deres højre arm for at få de her oplevelser med.
- Så det er en stor udfordring, men det er også noget, vi skal huske at nyde, for det er virkelig stort for hele Esbjerg og EfB, siger elitechefen.
Fredag hentede vestjyderne den 24-årige nordmand Mohamed Fellah i Vålerenga på en treårig kontrakt.
/ritzau/