Tottenham dummede sig onsdag aften gevaldigt i Liga Cuppen i England.
Christian Eriksens hold førte 2-0 ti minutter inde i anden halvleg på hjemmebane mod West Ham, der imidlertid endte med at vinde 3-2 og gå videre til kvartfinalen.
Den danske landsholdsspiller kom på banen ni minutter før tid i kampen på Wembley Stadium i London.
Moussa Sissoko og Dele Alli sørgede for Tottenham-scoringer i første halvleg, men i anden halvleg blev der vendt op og ned på tingene.
Efter 55 minutter reducerede West Hams Andre Ayew til 1-2 fra tæt hold, da Tottenham-målmand Michel Vorm kun fik halvklaret en afslutning.
Fem minutter senere scorede Andre Ayew også til 2-2, ligeledes fra en position ikke langt fra målet.
20 minutter før tid gik det så helt galt for Tottenham, da West Ham-forsvareren Angelo Ogbonna lavede sejrsmålet på et hovedstød.
Tottenham var uden blandt andre Harry Kane, mens Christian Eriksen indledte opgøret på bænken.
Danskeren kom på banen i slutfasen, men kunne ikke afværge skuffelsen.
Sejren er til gengæld en stor opmuntring for West Ham og klubbens pressede manager, Slaven Bilic.
West Ham har det svært i Premier League, hvor holdet er femtesidst.
/ritzau/