Tip det rigtige VM-resultat i Avisen.dk's gratis tips-spil og vind gavekort: www.avisen.dk/vmspil
Hver dag trækker vi lod om 2 x gavekort på 250 kroner som frit kan vælges på sendentanke.dk
Landsholdsstjernen Christian Eriksen er den af alle spillere, der har løbet længst ved VM i Rusland.
Den 26-årige midtbanespiller har i de tre gruppekampe mod Peru, Australien og Frankrig tilbagelagt 36,4 kilometer. Det når ingen andre VM-spillere op på i gruppespillet, der torsdag aften blev afsluttet med de sidste kampe.
Det fremgår at Det Internationale Fodboldforbund, Fifas, hjemmeside.
Flere gange under slutrunden har landstræner Åge Hareide fremhævet midtbaneprofilens enorme løbearbejde, og det har været med god grund.
Der er dog forskel på, hvor aktiv Eriksen har været i de enkelte gruppekampe.
Tottenham-danskeren, der også er en af de mest løbende spillere i Premier League, toppede i 1-1-kampen mod Australien, hvor han nåede op på 12,7 kilometer.
I tirsdagens nullert mod Frankrig tilbagelagde han 11.460 meter ifølge Fifas opgørelse. Det blev desuden til 12.262 meter i det første opgør mod Peru, der blev slået 1-0.
Ud over de mange løb har Eriksen scoret en enkelt gang ved VM, hvor det også er blevet til en assist.
Eriksens klubkammerat fra Tottenham, engelske Harry Kane, er foreløbig topscorer ved VM med fem mål. Belgien er det mest scorende hold efter gruppefasen med ni træffere.
Danmark møder på søndag Kroatien i ottendedelsfinalen. Kampen spilles i Nisjnij Novgorod klokken 20 dansk tid.
/ritzau/