Vi har prøvet alt, men intet virker. Nu skal hele uddannelsessystemet ses efter i sømmene.
Sådan lyder det fra formand for Danske Erhvervsskoler, Peter Amstrup.
Han er frustreret over det skyhøje frafald fra erhvervsskolerne - et frafald, der bare stiger og stiger og som nærmer sig 50 procent.
"Tiden er ikke til at søge efter flere løsninger. Der er prøvet mange løsninger og brugt mange penge på at nå 95-procent målsætningen. Nu er tiden kommet til at opbygge et nyt ungdomsuddannelses-system," siger Peter Amstrup.
En mulighed kan være et indføre en enhedsskole som i Sverige, hvor alle elever går i skole i 12 år - og dermed reelt går i gymnasiet.
"66 procent af de unge går i dag på gymnasiet. Det tal har været kraftigt stigende i de senere år, så en almindelig fremstivning siger jo, at vi får den svenske enhedsmodel helt af sig selv. Men er vi politisk interesseret i det?," spørger Peter Amstrup.
Han appellerer til politikere, uddannelsesverdenen og arbejdsmarkedets parter om at sætte sig sammen og finde ud af, hvordan uddannelsessystemet skal se ud.
"Vi har haft alt for mange her og nu løsninger, som ikke holder. Vi har med den internationale konkurrence fem år til at gøre noget alvorligt ved det her," siger Peter Amstrup.
Han mener, at der er tale om en 'systemfejl', når frafaldet fra erhvervskolerne er så stort.
"De unge giver for hurtigt op. De er ikke vant til at skulle arbejde. Min konklusion er, at der er en systemfejl et eller sted i ungdomsuddannelserne," siger han.
Problemet omkring frafald skal idag diskuteres på det årlige Sorø-møde, hvor landets uddannelses-spidser deltager.
I LO mener man generelt, at erhvervsuddannelserne i Danmark er 'fantastiske', fordi eleverne både går på skole og får praktisk erfaring gennem lange praktikophold.
"Men flere end 9.300 unge mangler praktikplads og derfor skal de nu have en reel garanti for at gøre deres uddannelse færdig," siger LO-sekretær Ejner K. Holst, der deltager i Sorø-mødet.
Han appellerer til regeringen om at sætte gang i væksten via flere offentlige investeringer.
"Det er grundlaget for, at virksomhederne overhovedet opretter flere praktikpladser," lyder det fra LO.