Enhedslisten ønsker statslig produktion af værnemidler

Peder Hvelplund foreslår, at staten fremover producerer værnemidler til sundhedsvæsenet. (Arkivfoto). (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Staten skal producere alle værnemidler i fremtiden og gøre Danmark selvforsynende, foreslår Enhedslisten.

Over hele Verden kæmpes der i øjeblikket for at få fat i værnemidler, imens coronavirusset raser.

I Danmark er der også mangel på værnemidler, og imens flere virksomheder er gået i gang med produktionen, så skal der ifølge Enhedslisten andre initiativer på bordet.

Partiet foreslår, at Danmark bliver selvforsynende med værnemidler, og at staten skal stå for produktionen.

Det fortæller partiets sundhedsordfører, Peder Hvelplund.

- Vi står i en fuldstændig uacceptabelt situation, hvor vi fire uger inde i en pandemi stadigvæk mangler noget så basalt som værnemidler. Samtidig kan vi se, at priserne bliver presset helt ublu i vejret på markedet.

- Forsyningssikkerheden er truet. Og det er grundlæggende fordi, produktionen er outsourcet til Asien. Derfor mener jeg, vi må have en national produktion, der kan sikre forsyningssikkerheden til vores sundhedsvæsen, siger han.

Fredag fortalte direktør i Kommunernes Landsforening Christian Harsløf, at der er svære kår på markedet.

- Markedet for værnemidler er slet ikke, som det plejer at være. Der er eksempler på, at man ender med at blive skuffet, når man placerer en ordre, som ikke kommer frem, sagde han.

Peder Hvelplund anerkender, at også hjemlige private virksomheder i øjeblikket forsøger at producere værnemidler, men han mener ikke, at markedet kan bære det.

- De private gør en fantastisk indsats. Men vi kan se lige nu, at markedet ikke kan løse det her. Der opstår nærmest pirateri og vi har svært ved at kontrollere kvaliteten. Det er de stærkeste spillere, der sikrer sig værnemidlerne, siger han.

Danmark skal få en offentlig produktion i gang hurtigst muligt, mener han.

Produktionen skal derefter forblive statslig også efter coronakrisen. På den måde vil Enhedslisten sikre, at man altid kan forsyne sundhedsvæsenet og øge produktionen i krisetider.

- Hvis ikke nu, hvornår så? Vi har akut brug for det. Det er oplagt at undersøge muligheden og få igangsat en produktion.

Priserne på værnemidler, som i overvejende grad produceres i Asien, er steget betydeligt.

Medier har rapporteret om situationer, hvor lande har forsøgt at snuppe værnemidler for næsen af andre.

Berlins politi havde eksempelvis for nylig sikret sig en forsendelse på 200.000 ansigtsmasker fra Asien.

Men da maskerne mellemlandede i Bangkok i Thailand, blev de konfiskeret af USA, skrev mediet Der Tagesspiegel.

Det fik indenrigsminister i den tyske delstat Berlin, Andreas Geisel, til at kalde amerikanernes ageren for "moderne piratvirksomhed".

/ritzau/