Den kommende formand for Socialdemokraterne, Mette Frederiksen, har lige nu udsigt til at blive statsminister om halvandet år.
Det vurderer politisk kommentator og tidligere konservativ formand og minister, Hans Engell, på baggrund af den aktuelle situation i forhandlingerne om en ny regering.
Han forklarer, at de meldinger, der kommer fra Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl, ikke tyder på, at man kan enes med Lars Løkke Rasmussen om at indgå et regeringssamarbejde. Dermed er der udsigt til en smal Venstre-regering, der ikke vil beholde magten længe.
- Historisk set har ingen af de smalle regeringer overlevet mere end to år. Hverken i ’75, ’77 eller ’79, hvor de politiske forhandlinger hele tiden brød sammen. Hvis de er for smalle, er det ud af vagten, og sådan vil det også gå for Løkke, siger Hans Engell.
Mette F. som statsminister?
Og det kan i sidste ende sende nøglerne til statsministeriet i hænderne på rød blok:
- Hvis du spørger mig lige nu, ligner det et valg om halvandet år. Det bliver et valg, hvor de blå partier kommer op at skændes indbyrdes og vil give hinanden skylden for, at det ikke lykkedes. Og så må vi regne med, at Mette Frederiksen (Socialdemokraternes kommende formand, red.) er statsminister, siger Hans Engell, der forklarer, at de blå partier "jo ikke kan skyde skylden på Socialdemokraterne".
Venstres formand havde lørdag forhandlinger med samtlige af Folketingets partier for at få sig et overblik over at danne en flertalsregering, og søndag er der nye forhandlinger. Denne gang med de fire folketingsmedlemmer fra Grønland og Færøerne.
Ufravigelige krav
Lørdag morgen slog DF-næstformand, Søren Espersen, fast, at fire ”ufravigelige” krav skal være opfyldt, hvis Dansk Folkeparti overhovedet skal overveje at gå med i en regering.
Det drejede sig blandt andet om genindførelse af grænsekontrollen. Men senere på dagen forklarede DF-formanden, Kristian Thulesen Dahl, at han ikke vil gå så langt som at kalde kravene ”ufravigelige”.
- Jeg bruger aldrig ordet ufravigeligt, og jeg bruger aldrig ordet ultimativt, sagde han.
Det vil Morten Messerschmidt dog gerne.
- Ja, det er et ufravigeligt krav. Vi kommer ikke til at have regeringsforhandlinger med Løkke, hvis ikke det her er noget, der bliver håndteret, siger han søndag til TV2 News.