Det var som at opleve en fortabt søn vende hjem. Da skydedørene i George Michaels enkle og dog klasse-osende scene-set-up skiltes, og den jakkesæt-klædte crooner slentrede ud med sin trådløse mikrofon for læberne, bølgede varme, pift og klapsalver fra 49.000 publikummer ham i møde.

Danskerne havde ventet i 25 år på deres første koncert med en af verdens største og suverænt mest sejlivede popstjerner, og tålmodigheden lønnede sig. For sjældent har man set et mere gennemtænkt og veleksekveret show. Perfektioneret og fluekneppet som en af George Michaels lydefri album. Men uden at miste glød og fornemmelsen af umiddelbarhed.

Backet af seks velsyngende korister og et stramt spillende band placeret på et tre-etagers stillads, der flankerede den bølgende og billedfræsede storskærm midt på scenen, følte George Michael sig tydeligvis tilpas i Parken. Han smilede, hilste, applauderede det medlevende menneskehav og kunne sågar ikke holde sig fra et par af sine kejtede krops-vrid. Nogen dansemus bliver han sgu aldrig, men George Michael lod klædeligt den gode stemning løbe af med sig og lignede en mand i balance, så ikke et ord om livskrise og bumsede her.

Derimod en masse om en hitparade ud over det sædvanlige. Og en unik stemme, der har overstrålet de fleste andre i poppen gennem tre årtier.

Første højdepunkt indtraf med setlistens nummer tre, Fastlove . Den suverænt skårne club-basker fik gang i fællessangen, så George Michael bekvemt kunne lade 49.000 venner gøre arbejdet for sig i de lyseste fraseringer, der hørbart trækker veksler på hans sarte randregister. Alt imens dunkede et stort disco-hjerte på storskærmen bag ham, og den gensidige kærlighed blev ligesom sværere og sværere at ignorere.

Dernæst skulle vi tilbage til Father figure , og nationalstadionets overdækning var ved at lette, da Everything she wants med den let genkendelige synth-percussion boogiede ud over menneskehavet og klaskede forstyrrende imod bagvæggen. Det eneste, der reelt var at udsætte på Parkens ellers så udskældte lydbillede.

Efter en time og 11 numre i en velkomponeret blanding af ballader og up-tempo-ballader var det pause-tid, men inden den 43-årige brite forlod scenen, lynede han lige ned på en gigantisk ballon-udgave af George W. Bush.

Ud af gylpen dumpede en engelsk bulldog iklædt Union Jack, og den oppustelge skødehund bed sig tydeligvis fast i præsidentens skridt i de stive 20 minutter, afbrækket varede. George Michael står ved sine overbevisninger, og det må ikke mindst premierminister Tony Blair sande oven på sit trofaste partnerskab med USA i Irak-konflekten.

Da den storsmilende, men fåmælte, sanger vendte tilbage, kvitterede han med en perlerække af sine største hits, og den i alt to timer lange koncert forduftede i moden popfest og superstjernens selvsikre og misundelsesværdige intonation, som ikke tillod så meget som én skæv frasering i løbet af de 20 numre, koncerten varede. Jesus to a child sendte synligt kaskader af kuldegysninger gennem det modne og yderst civiliserede publikum, mens ekstranummeret Freedom ´90 fik alle på  tribunerne op af sæderne.

Stemningen kunne med andre ord ikke have været bedre - eller pænere, for den sags skyld - og det er og bliver bare den bedste ramme om voksenpop. Skabt uden oprør, men på indre opgør.