Det omfattende coronavirusudbrud har for alvor gjort sit indtog i Spanien, hvor der lørdag er bekræftet over 1300 dødsfald som følge af udbruddet.
Mere præcist steg antallet af ofre for virusset til 1326 fra 1002 fredag.
Det oplyser det spanske sundhedsministerium.
Antallet af bekræftede smittetilfælde lyder på 25.926. Det er en stigning på næsten 5000 fra 19.980 lørdag.
Spanien er det land i Europa, der har bekræftet næstflest smittede og døde.
Det hårdest ramte europæiske land er Italien, hvor knap 50.000 personer er blevet bekræftet smittet. Over 4000 personer er døde som følge af smitte.
Spanske sundhedsmyndigheder advarede allerede fredag om, at toppen af krisen i landet stadig er nogle dage væk. Det skriver den britiske avis The Guardian.
Samtidig fortalte sundhedspersonale om mangel på udstyr - herunder handsker og ansigtsmasker - og sengepladser på hospitalerne.
- Den nuværende situation på hospitalerne i Madrid er kritisk, siger Angela Hernandez fra lægeforbundet i Madrid.
- Sundhedssystemet er i alarmberedskab, siger hun til The Guardian.
På verdensplan er over 275.000 personer blevet bekræftet smittet med coronavirus. Knap 11.500 har mistet livet som følge af udbruddet. Det viser tal fra det amerikanske Johns Hopkins University.
I Danmark er 1326 personer blevet bekræftet smittet. Det er dog langtfra alle danskere, der har symptomer, der bliver testet. Der er derfor er stort mørketal.
Der har hidtil været 13 dødsfald i Danmark, hvor de døde har været smittet med coronavirus. Det er ikke ensbetydende med, at virusset er dødsårsagen.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters