Hvis våbenfangsten fra Antvorskov Kaserne er så omfattende, som medierne skriver, kan konsekvenserne blive yderst voldsomme i forbindelse med bandekriminaliteten i Danmark.
Det vurderer Michael Hviid Jacobsen, som er lektor i sociologi ved Aalborg Universitet.
"Hvis der er tale om den våbenfangst, som har været fremme i medierne, kan det udløse en mindre borgerkrig. Der er tale om voldsomt kraftige våben, som det ikke er rart at vide er i de forkerte hænder. Det kan få en konflikt til at eskalere kraftigt," siger Michael Hviid Jacobsen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han er overrasket over våbenrøveriet, som han mener, har en relation til den igangværende bandekrig i Danmark.
"Det vækker forundring, og det er forargeligt, at det kan foregå. Jeg hælder selv mest til den tese, at det er organiseret kriminalitet, der kan have relation til den verserende bandekrig. Hvis det holder stik, kan den snart blusse op igen," siger han og tilføjer:
"Politiet har i nogen grad haft held til afvæbne bander, men dette er et supplement til eksisterende våbenlagre, hvis der er en relation til bander."
Michael Hviid Jacobsen peger på, at samfundets reaktion på forråelsen i samfundet bør være tilsvarende hård.
"Hvis man skal det her til livs, må man både stramme våbenlovgivningen og øge straffene betragteligt. Straffene for våbenbesiddelse er i forvejen hårde, men de er tilsyneladende ikke afskrækkende nok. Vil vi acceptere, at andre end statsmagten har monopol på våben? Det vil de færreste danskere formentlig," siger Michael Hviid Jacobsen.
Han mener dog ikke, det nødvendigvis vil løse problemet over natten, da udviklingen i retning af våben og organiseret kriminalitet er tilsvarende bekymrende i andre lande.