Præsident Hugo Chávez vandt en komfortabel sejr ved Venezuelas præsidentvalg og kan fortsætte sin egen særlige form for "socialistisk revolution", som har skabt dyb splittelse i det sydamerikanske land.
Den 58-årige tidligere soldat blev efter sin valgsejr hyldet af titusinder af ekstatiske tilhængere, som gik rundt om præsidentpaladset og råbte Chavez's navn igen og igen.
Præsidenten, der overtog præsidentembedet i 1999, slog sin modstander, Henrique Capriles, med over ni procentpoint og er dermed sikret endnu seks år i præsidentembedet.
- Det har i sandhed været en fuldkommen valgkamp, en demokratisk valgkamp, siger Chávez, der talte til sine vælgere fra balkonen på præsidentpaladset sent på valgdagen.
Han svingede en efterligning af det sværd, som tilhørte frihedshelten Simon Bolivar.
- Venezuela vil fortsætte med demokratiske reformer og Bolivars socialisme, siger han.
Han fik omkring 54,4 procent af stemmerne, mens Capriles fik omkring 45 procent. Sejren til Chavez var væsentligt mindre end i 2006, hvor han vandt med 25 procentpoint.
Han siger, at han vil være mere effektiv i sin nye regeringsperiode, som indledes den 10. januar.
- Jeg vil reagere med større iver og større effektivitet på befolkningens behov. Jeg lover, at jeg bliver en bedre præsident, lover Chávez.
Den 40-årige Capriles erkendte hurtigt sit nederlag.
- Jeg accepterer og respekterer folkets valg, sagde Capriles, efter at det stod klart, at han ikke var i stand til at vælte den stærke præsident.
I Venezuelas slumkvarterer og blandt de fattige på landet er Chávez populær på programmer, der har skaffet mange arbejde, sundhedsklinikker og uddannelse.
Men Chávez er blevet kritiseret for at have brugt sin magt i landet til at skaffe sig selv og sine nærmeste endnu mere magt blandt andet ved at forlænge præsidentperioden fra fem til seks år.
Den stærkt USA-kritiske Hugo Chávez brugte den amerikanske mediegigant Twitter til at takke sine støtter:
- Tak mit kære folk!!! Venezuela længe leve!!!, skriver han.
/ritzau/AFP