Bamser og børnetøj, der ligger på gulvet mellem affald, hundelort og brugte bleer. I går kunne Avisen.dk vise de uhumske billeder, som en udlejer havde taget, efter en familie med tre små børn var flyttet ud af hendes ejendom.
Det har fået mange til at reagere med et ønske om, at børnene bliver fjernet fra familien.
Avisen.dk har talt med flere eksperter om, hvad der skal til, før en kommune griber til tvangsfjernelse. Det er kun i særligt alvorlige tilfælde, at det er bedst for børnene at blive taget væk fra deres forældre, lyder det.
- Helt overordnet kan man sige, at når man tvangsanbringer børn, er det fordi, forældrene ikke er i stand til at varetage omsorgen for barnet og modsætter sig den hjælp, som er nødvendig for at garantere barnets sikkerhed og udvikling, siger Niels Christian Barkholt, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.
Kommunen forsøger altid at få et samarbejde med forældrene, så man kan hjælpe dem til at skabe ordentlige forhold. Det er dog ikke altid, at forældrene ønsker hjælp eller er enige i problemet.
Forældre må ikke afvise hjælp
Niels Christian Barkholt understreger, at man ikke kan vide, hvad der er sket i den konkrete sag, fordi kommunen har tavshedspligt. Men der er stor opmærksomhed på de her sager:
- Hvis kommunen er bekymret for barnet, kan forældrene ikke afvise hjælp. Så insisterer man på, at der skal findes løsninger. Det handler meget om at skabe en tillid hos forældrene til, at vi faktisk gerne vil hjælpe. Det er en proces, siger han.
Det er altid en samlet faglig vurdering af situationen, der afgør, om børn bliver omsorgssvigtet, og hvad der er brug for af hjælp, forklarer Niels Christian Barkholt.
- Det er en faglig vurdering i hver enkelt sag. Er børnene i fare? Er moderen nærværende? Får børnene dækket basale behov? Der findes også eksempler på, at man kommer på hjemmebesøg, og situationen er så alvorlig, at man bliver nødt til at anbringe børnene med det samme, siger han.
Zornig: Vækker minder om Brønderslev-sagen
Lisbeth Zornig Andersen, der er stifter af Huset Zornig og tidligere formand for Børnerådet, siger om sagen:
- Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at når vi ser de her billeder, så er der tale om børn, som mistrives.
Billederne vækker minder om Brønderslev-sagen, siger hun. En sag, der kom frem i 2010, hvor en far og mor blev anklaget og dømt for alvorlig vanrøgt og misbrug af ti sammenbragte børn gennem adskillige år.
Men siden dengang er der kommet større fokus på den her type familier, fortæller Lisbeth Zornig Andersen. Derfor er hun ikke bange for, at familien kan forsvinde ud af myndighedernes søgelys.
- Der er ingen tvivl om, at Lolland Kommune gør alt, hvad den kan, for at undgå en ny Brønderslev-sag eller noget lignende. Og når familien er på overførselsindkomst, som udlejeren fortæller, så er de meget nemme at spore. Man kan ikke forsvinde, hvis man skal have overførsler, siger hun.
Ny lov presser kommunerne
- Det, som kan gøre mig mere bekymret, det er, at jeg ved, hvor pressede de er i langt de fleste børne- og ungeforvaltninger. Antallet af underretninger fra befolkningen er eksploderet, siger Lisbeth Zornig Andersen.
Den nye lovgivning, børnepakken fra 2013, kræver, at alle henvendelser bliver behandlet som nye sager. Det giver et voldsomt arbejdspres, forklarer hun. For selvom den nye lov som sådan er god, så mangler ressourcerne mange steder.
- Når man er presset af arbejdsmængden, så stiger risikoen for fejl, siger hun.
Der er de seneste år kommet et bedre system til at bringe viden om socialt udsatte familier videre fra en kommune til den næste, hvis de flytter. I denne sag, har den tidligere udlejer fortalt, at familien tidligere havde forladt en bolig i Slagelse Kommune på samme måde.
Men Lolland Kommune kan ikke fortælle, om de har haft kontakt til Slagelse Kommune angående familien.
- Man kan spørge sig selv, hvad der er blevet sat i værk, da de flyttede til kommunen. Det må ikke ske, at en familie ender med at bo sådan her, siger Lisbeth Zornig Andersen.
Hun understreger, ligesom Niels Christian Barkholt, at der findes mange forskellige ting, man kan gøre, før man eventuelt griber til en tvangsfjernelse.
- Man skal give de her familier en støtte, så børnene kan få en god, tryg og sund hverdag. Om det kan gives i hjemmet, eller om man er nød til at fjerne børnene, det er en individuel vurdering.