Eckersberg-maleri er solgt for rekordsum

C.W. Eckersberg, der voksede op i Sønderjylland, levede fra 1783 til 1853. Her ses "Akvædukten i Arcueil" (Arkivfoto) (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Den berømte guldaldermaler C.W. Eckersbergs maleri "Akvædukten i Arcueil" er solgt for 5,6 millioner kroner.

C.W. Eckersbergs maleri "Akvædukten i Arcueil" fra 1812 er tirsdag blevet solgt for 5,6 millioner kroner.

Det er den største sum, der nogensinde er blevet betalt for et maleri af den berømte danske guldaldermaler.

Eckerbergs maleri blev solgt hos Bruun Rasmussen tirsdag eftermiddag, oplyser auktionshuset i en pressemeddelelse.

- Det flotte hammerslag er fuldt ud forståeligt. Værket er utroligt betydningsfuldt, både for C.W. Eckersberg og for dansk kunsthistorie generelt, siger Julie Arendse Voss, der er leder af afdelingen for ældre kunst hos Bruun Rasmussen, i pressemeddelelsen.

- Det er et af de smukkeste prospekter fra Eckersbergs studieophold i Paris og det eneste af sin slags, som var tilbage på kunstmarkedet, siger hun.

Det er kunstmuseet Davids Samling, der fik fingrene i maleriet.

Selv om tirsdagens hammerslag er det tungeste over et maleri af Eckersberg, er det dog langt fra den største sum for et maleri af en dansk kunstner.

I november sidste år blev Vilhelm Hammershøis maleri "Interiør fra Strandgade 30" solgt for 31,5 millioner kroner.

Det salg skete også hos Bruun Rasmussen.

Indtil da var rekordsummen betalt for et maleri af P.S. Krøyer, "Hanne og Else Benzon ved Stokkerup Strand" fra 1897.

Det blev i marts 2000 solgt for 7,7 millioner kroner på en auktion hos Ellekilde Auktionshus.

C.W. Eckersberg, der levede fra 1783 til 1853, regnes som en af de største danske malere.

"Akvædukten i Arcueil" malede han i Paris, hvor han studerede i begyndelsen af 1800-tallet.

Her brugte han blandt andet tiden på at finde nye motiver i byen og dens omegn.

Akvædukten, som han har foreviget, ligger fem kilometer syd for Paris.

/ritzau/