Mette
Frederiksen, Statsministeren, får et hidsigt år, hvor hun især skal håndtere to trusler: Trump og Pia. Hun får til gengæld to fine muligheder for at præsentere sig selv internationalt, når Danmark bliver en del af FNs sikkerhedsråd og senere formand for EU, som hun er kommet til at elske. Højt.
Trump meldte i juleferien, at han mener det alvorligt med Grønland. Mette, der normalt reagerer impulsivt (tænk bare på minkene) svarede sidst: 'Det er absurd’, Denne gang holder hun klogeligt mund. Men hun skal levere et svar. Snart.
SF-Pia er et andet problem, Mette skal have et godt svar på, for ellers stjæler hun alle stemmerne. Her vil Mette slå hårdt tilbage, så der kommer nye bud på mere velfærd. Finansieret af råderummet, der ikke er Mettes penge, men dine nye skatter i de kommende ti år.
Ellers kommer året til at skuffe statsministeren, for kommunalvalget i november rammer hende og partiet hårdt. Det kan ikke undgås, at de går tilbage i de fire store byer. Der er ikke mange, der forventer at Mette udskriver valg i 2025, men det er en god ide at holde øje med Løkke i den forbindelse.
Nyt hår i 2025: mest sandsynligt.
Troels
Lund Poulsen (og Stephanie Lohse) har fundet melodien og dermed optimismen og dermed selvtilliden og dermed muligheden for at vokse osv osv. Det hænger sammen for dansk politiks svar på Batman og Robin lige nu (man kan selv bestemme, hvem der er hvem).
Men Troels skal have forsvaret til at virke, og han kommer ikke udenom at træffe en hård beslutning inden næste valg: skal politikerne bestemme mindre? Ligegyldig hvad – bliver han upopulær. Kommunalvalget bliver næste strømpil for Venstre efter det gode EU valg, men det hele er så skrøbeligt, at Troels (og Stephanie) skal på landevejen for at pumpe mod og kampvilje ind i Venstre det meste af 2025.
Lars
Løkke Rasmussen bliver grøn af misundelse, når han og udenrigsministeriet skal arbejde for, at Mette Frederiksen møder Trump i Washington. Sidst han var præsident, var det Løkke, der gav overskrifter med et hestehandler-håndslag til Trump.
Lars Løkke må i stedet arbejde i kulissen, som ikke lige er hans foretrukne hjemmebane. Løkke får travlt med formandskabet for EU og Moderaterne. Det sidste bliver sværere end det første, for der er kun Lars Løkke til at rejse partiet efter nedsmeltningen i 2024. Jacob Engel-Schmidt er den eneste, der kan hjælpe ham, men folkelig er og bliver han ikke.
Et godt tip er at holde øje med Lars Løkkes selfies. Når der pludselig dukker billeder med svedige løbeture op, og Lars ser ud til at tabe sig, så er det sikkert: Valget er på vej.
Pia
Olsen Dyhr får et simpelt år. Hun må ikke lave fejl. Hun skal med i alle forhandlinger. Hun kommer til at rose alle, til højre og venstre, venner og fjender. Og så skal hun udvise tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed.
Alex
Vanopslagh mistede retning og selvtillid i 2024, og 2025 skal han bruge klogt på at komme tilbage på sporet. Men det bliver vanskeligt, for hvad vil han, for det første? For det andet skal han beslutte, om han er den blå statsministerkandidat. Det vil han undslå sig så længe som muligt, for hvem gider at være direktør i et cirkus - et loppecirkus.
Vanopslagh skal vise både seriøsitet og alvor i de internationale spørgsmål, som en statsminister forholder sig til, og det er svært, når man er bedst til den hurtige replik og underspillet humor. Vælgerne skal i '25 overbevises om, at der er substans og bonitet i ‘daddy’ Vanopslagh, for han er det eneste realistiske bud på en borgerlig statsminister, når traktor-Troels er hos Midter-Mette.
Inger
Støjberg har ikke lavet een fejl i '24 og gør det formentlig heller ikke i '25. Mest fordi hun ikke rigtig laver noget. Ingen hører rigtig fra hende, medmindre talen falder på solceller på de jyske marker. Men det virker foreløbig som en succesopskrift. 2025 bliver en lakmustest på, om traktoren skal køre til København noget oftere.
Morten
Messerschmidt har fundet formlen: Skyd på alt og fra alle vinkler. Morten er - som Lucky Luke - hurtigere end sin egen skygge, så du vil opleve seriøse og skøre forslag i en lind strøm og med sin nye kampagnemager, der løftede Vanopslagh, skal det nok lykkes.
Messerschmidt så før andre, at der findes et opsparet raseri i dele af vælgerkorpset mod Lars Løkke og hans opportunisme. Morten vil skyde løs på Løkke i 2025, hver gang der er en mulighed. Og det vil virke. Godt nok ikke i forsøget på at lave en samlet blå opposition, men Mortens mission er Messerschmidt.
Mona
Juul virker ikke rigtigt til at have noget bundtræk. Hun er venlig og smiler pænt i sin nye rolle. Men det er sjældent, at hun siger noget opsigtsvækkende, som nogen kan huske. Det er mest floskler og det er fint nok i det første år som ny formand. Men nu skal der ske noget.
Mona har valgt den måde, erhvervslivet foretrækker, nemlig som aktiv deltager i forhandlinger og på den måde vise ‘borgerlige stemmer, der arbejder’. Det er desvære en formel fra fortiden, og det bliver man ikke synlig af.
Mona vil fortsætte med at forhandle og det er selvfølgelig rosværdigt, men risikerer glemslen. Hun skal samtidig placere de konservative, så vælgerne ved, om hun er klar til at være en del af Mettes eventuelle næste kommende regering. Tag ved lære af Jakob Ellemann, han ‘døde’ på det spørgsmål, men du skal finde et svar, Mona.
Pelle
Dragsted smiler igen. Vejen er banet for at smide de værste kustoder ud af partiet, så Enhedslisten igen ligner et parti, der ikke ønsker revolution og geværer i gaderne. Pelle skal nu til at fortælle en anden og mere konstruktiv historie, og da danske vælgere både glemmer og tilgiver hurtigt (medmindre det er Jon Stephensen og Mike Fonseca) har han alle muligheder for at skabe et stort parti på venstrefløjen.
Det hele kan ende i den største triumf med en overborgmesterpost i København for første gang til Line Barfoed, men så skal alle revolutions-romantikerne smides ud inden. Tør du det, Pelle?
Martin
Lidegaard sidder stadig i sin selvvalgte benlås de næste 12 måneder. Ingen vil rigtig høre på ham, selv når han siger noget fornuftigt.
Den nye uddannelsesreform er det modsatte af, hvad Lidegaard, de radikale og deres vælgere vil. Men ingen kan høre hans protester eller forstå dem, så den dagsorden kommer ikke til at spille nogen rolle i '25, så han må finde noget andet.
Mette hader Martin Lidegaard efter det satiriske spil, som de radikale opførte ved regeringsdannelsen. Hun vil hellere spise foie gras end danne regering med Martin Lidegaard. Derfor er Martin udenfor døren. Der bliver han. Stakkels Martin. Det er en lidelseshistorie.
Godt Nytår 2025.
Michael Dyrby er tidligere ansvarshavende chefredaktør og en af Avisen.dk's faste klummeskribenter. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix