Hovedet ligger på puden, og øjnene er lukkede, men Kirsten er langt fra på vej til drømmeland. Underbevidstheden er besat af at skabe orden i det kaos, der indtil for nyligt var et ønskejob for den sjællandske vidensarbejder.
I medicinskabet står den beroligende receptmedicin Alopam. Pillerne stiver en smule af, men ellers er det udsigten til ubrudt hvile i sommerferien og børnenes skolegang, der får Kirsten op om morgen.
Nedtællingen for Kirsten er i fuld gang, og snart vil hendes krop og psyke bryde sammen af stress, fordi hun på jobbet føler sig som en blæksprutte, der får flere og flere arme.
Dermed er hun en af de mange danskere, der de senere år har oplevet at skulle løfte et stigende antal opgaver på jobbet.
Men sådan har det selvfølgelig ikke altid været.
Finanskrisen rammer Kirsten
Gennem 12 år optimerede Kirsten lagerbeholdning og forretningsgange i en mindre familieejet virksomhed i Nordsjælland. Kirstens nedtur begyndte, da finanskrisen ramte.
I takt med at Kirsten måtte tage afsked med flere og flere kolleger, voksede opgaverne på hendes skrivebord.
Amok på printer
Så blev firmaet solgt, og så kom der ny ledelse.
At firmaet kom på udenlandske hænder skabte daglige problemer med kommunikationen. Den nye mere hierarkiske ledelseskultur opfattede Kirsten som et professionelt tab, og det nye it-system, ledelsen indførte, forsinkede de daglige opgaver yderligere.
I mellemtiden gik det fra slemt til værre for Kirsten. En dag kunne Kirsten se sig selv skælde ud på en printer, der nægtede at spytte siderne ud.
"Min krop sagde simpelthen fra, ingenting fungerede. Jeg kunne intet huske og ikke koncentrere mig. Mit hjerte hamrede løs, og jeg blev nervøs. Jeg lå søvnløs om natten og måtte kæmpe mig ud af sengen om morgenen. Jeg var totalt energiforladt og træt. Meget træt," siger Kirsten.
Blev menneskesky
Selv mens det endnu lykkedes Kirsten at slæbe sig ind på kontoret, var det tydeligt, at hun havde ændret karakter.
"På jobbet isolerer jeg mig for mig selv, og jeg går aldrig med til frokost. Og imod min natur bliver jeg opfarende over for mine kolleger," siger Kirsten.
Til sidst måtte Kirsten erkende, at hun havde brug for hjælp. Men det var ikke en nem beslutning at træffe.
"Jeg føler, jeg selv er skyld i mine problemer. Men til sidst bliver jeg så bange, at jeg må søge hjælp," siger Kirsten, der nu meldte sig til en stresscoach.
"Hvem skal tage sig af dine børn?"
Her fik Kirsten at vide, at hun var i en tilstand af akut stress. Hun måtte derfor sygemelde sig fra jobbet øjeblikkeligt.
Den besked var ikke nem at sluge for Kirsten.
"Jeg ville ikke indse, at min situation var alvorlig, men da min stresscoach spurgte mig, hvem der skulle tage sig af mine børn, når jeg har fået en blodprop eller et hjertestop, så erkendte jeg endelig problemet," siger Kirsten.
På kontoret er der heller ikke megen forståelse, men da Kirsten har et godt forhold til sin nærmeste chef, fremlægger denne Kirstens sag for ledelsen.
Ingen respekt fra ledelsen
"Jeg tror ikke, der var meget respekt fra den øverste chef, da jeg sagde, jeg havde stress. Det var mig, der var vanskelig," siger Kirsten.
Efter seks ugers sygefravær kommer Kirsten tilbage på arbejde, men stressen har sat sine spor. Og her, et halv år efter, kæmper hun stadig med sine stressramte følelser og nerver.
Tør ikke gå ned i kælderen
"Lige pludselig er jeg bange for at gå ned i kælderen i mit eget hus, og ved høje lyde bliver jeg så forskrækket, at jeg har svært ved at falde ned igen," siger Kirsten.
Men selvom stressen stadig kan spores, så mener Kirsten stadig, at oplevelsen er en styrke.
Min stress er en styrke
"Jeg er blevet ramt og har stået det igennem. Selvom jeg stadig arbejder med mig selv, så har jeg lært, hvordan jeg holder stressen fra livet i fremtiden. Det opfatter jeg som en styrke," siger Kirsten.
Se, hvilke redskaber Kirsten fik hos stresscoachen her