De har prøvet meget i daginstitutionen Midgård, der ligger lige op af ghettoen Mjølnerparken på Nørrebro.
Men aldrig det her.
I de seneste to uger har en bande bestående af fem-seks 10-12-årige indvandrer-drenge skabt utryghed ved at kaste store sten mod børn, pædagoger og forældre.
»Vi er vant til meget, men det her er for groft og vi er selvfølgelig dybt bekymrede, ikke mindst fordi drengene sikkert ikke tænker på, at det kan få alvorlige konsekvenser, hvis et af vores små børn blive ramt i hovedet,« siger den daglige leder af institutionen, Annette Zahle.
Truede med jernstang
Angrebene på institutionen begyndte sidste uge, da drengebanden forsøgte at trænge ind i institutionen og truede med en meterlang jernstang. Aktionen lykkedes ikke. I stedet kastede de med sten, og politiet blev tilkaldt.
To dage senere gik det ud over en af forældrene.
»De sigtede øjensynligt efter en pædagog, men ramte i stedet en mor på benet,« siger Annette Zahle. Moderen er chokeret og har fået tilbudt krisehjælp.
Tirsdag var en af vuggestuens børn tæt på at blive ramt, da indvandrer-drengene trængte ind over hegnet til legepladsen og kastede en stor sten.
»Pædagogerne er begyndt at tale om, at de er utrygge ved at sende børnene ud at lege, og det er altså en deprimerende udvikling,« siger Annette Zahle, der ikke har nogen anelse om, hvorfor drengebanden er begyndt at angribe institutionen.
Nærpolitiet på Nørrebro ser meget alvorligt på sagen.
»Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, når grupper af unge kaster med sten, særligt imod en daginstitution. Derfor skærper vi overvågningen,« siger nærpolitiets Søren Wiborg.