DR-værten Ditte Haue er ramt af amors pil. Det skriver Billed-Bladet.
Den udkårne er Liberal Alliances kultur- og kirkeminister Mette Bocks søn, Ask Bock.
Parret mødtes for et halvt års tid siden og har siden været uadskillelige, fortæller Ditte Haue ifølge Ekstra Bladet til Billed-Bladet:
- Vi mødtes tilfældigt i foråret til en koncert og er blevet rigtig glade for hinanden. Jeg er vildt forelsket i ham og synes, at han er verdens flotteste og sødeste fyr.
- Vi snakker godt sammen, og jeg synes, at min kæreste er det mest fantastiske, der kan gå på to ben, men sådan er det jo, når man er nyforelsket. Det er dejligt, og alt er nyt og spændende, så livet er godt lige nu.
Ditte Haue, der tidligere på året blev single efter fem år, har tidligere været vært i "Den Store Skattejagt" og vært på "Aftenshowet", men ses i øjeblikket på DR som vært i programmet "Sporløs".
Ask Bock, som også er nevø til udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), læser ifølge Billed-Bladet medicin og spiller trommer i bandet Wangel.