Der var i hvert fald to danskere, som i 2003 friede til deres livs kærlighed i Rom. Den ene var kronprins Frederik. Den anden var TV2 News-værten Søren Lippert.
Men i modsætning til, at den australskfødte Mary Elizabeth Donaldson sagde ja til sin danske prins, så var der et nej til Søren Lippert.
Det fortalte den 42-årige journalist ifølge Ekstra Bladet under TV 2 News' udsendelse fra kronprinsparrets igangværende besøg i den italienske hovedstad.
Her er kronprins Frederik og kronprinsesse Mary frem til torsdag en del af et større dansk erhvervsfremstød.
Søren Lippert forklarer, at han ikke fik det ønskede svar, da han friede til kæresten Julie under besøget i Rom i 2003.
- Men det ville hun sådan set ikke, svarede hun. Vi kunne godt være sammen, men hun ville ikke giftes, fortalte Søren Lippert ifølge Ekstra Bladet.
Det lykkedes ham dog at overtale Julie, efter de var kommet hjem til Danmark.
- Ringen var i øvrigt rædselsfuld grim, mente hun. Så den blev straks skiftet ud - og vi blev gift året efter, fortalte Søren Lippert.
Mens Frederik og Mary blev gift i den mægtige Københavns Domkirke, så blev Søren og Julie gift i den lille Hvedstrup Kirke nordøst for Roskilde.
I dag har Søren og Julie, som hedder Elmquist til efternavn og underviser i religion, tre børn og bor i København.