Dansk Folkepartis europaparlamentsmedlem Morten Messerschmidt er på vej tilbage. Det fortæller kæresten Dot Wessmann ifølge Ekstra Bladet til ugebladet Her og Nu.
- Det går fremad, men det går stille og roligt, siger hun til Her og Nu.
Morten Messerschmidt og Dot Wessmann har været kærester - on/off - de seneste ti år, og Dot Wessmann sad i bilen, da Morten Messerschmidt i efteråret fik et ildebefindende.
Det kom efter han gennem længere tid havde været under pres efter afsløringer af blandt andet Ekstra Bladet viste, at Morten Messerschmidt og hans partialliancer i EU mod reglerne havde kanaliseret store beløb fra EU-systemet til DF's arbejde i Danmark.
Dertil kom afsløringer af, hvordan EU-midler fra fondene Meld og Feld blev brugt til at finansiere politiske venners ophold, rejser og fiktive konferencer i Bruxelles.
Sagen fik store konsekvenser og kostede sidst i oktober Morten Messerschmidt hans plads i Dansk Folkepartis øverste ledelse.
Morten Messerschmidt har siden sit ildebefindende været sygemeldt fra sit job i Bruxelles, men Dot Wessman vil overfor Her og Nu ikke fortælle, hvad han fejler eller hvad sygemeldingen går ud på.
Det forventes dog, at Morten Messerschmidt vender tilbage til EU inden udgangen af maj.
Morten Messerschmidt ansatte for nylig Erik Bjørn Møller som rådgiver. Erik Bjørn Møller har tidligere været pressechef for Socialdemokratiet og kommer fra en stilling hos Altinget.dk.