Antallet af dræbte ved terrorangrebet på et butikscenter i Nairobi er steget til mindst 68, oplyser Røde Kors i Kenya, efter at politiet har fundet yderligere ni lig i bygningen.
Ligene blev bragt ud kort efter, at soldater fra Kenyas militær indledte et angreb på gidseltagerne fra Somalia, som stadig holder gidsler.
Mellem 10 og 15 militante gidseltagere menes at deltage i angrebet, hvor omkring 200 blev såret.
Der lød søndag aften flere skudsalver inde i centret, som tidligere på dagen blev overfløjet af militær- og politihelikoptere.
- Gud hjælpe vores folk i Westgate-bygningen, hedder det i en erklæring fra Kenyas nationale katastrofecenter, der på en Twitter-meddelelse skriver, at en "større operation er i gang."
USA's præsident, Barack Obama, lovede søndag Kenyas myndigheder al mulig hjælp i forbindelse med, hvad den amerikanske præsident kalder et terrorangreb.
Præsident Barack Obama har telefoneret til den kenyanske præsident, Uhuru Kenyatta, og kondoleret ham efter angrebet.
Somaliske militante fra den islamistiske gruppe al-Shabaab har ifølge den arabiske tv-station Al Jazeera taget skylden for angrebet, hvor gruppen af maskerede og bevæbnede mænd lørdag stormede ind i indkøbscentret Westgate og begyndte at skyde vildt omkring sig.
Kenyansk militær har flere gange været i direkte kamp med gidseltagerne, og flere sårede soldater er evakueret fra shoppingcentret i ambulancer, oplyser AFP's mand på stedet.
Over for den arabiske tv-station Al Jazeera har al-Shabaab taget skylden for angrebet.
- Det, som kenyanerne er vidne til i Westgate, er en retfærdig gengældelse for forbrydelser begået af dets militær, hedder det i erklæringen fra al-Shabaab.
En styrke på 17.700 mand fra Den Afrikanske Union kæmper sammen med den nationale hær mod al-Shabaab i Somalia.
/ritzau/AFP