Alle de omkomne, der er fundet efter terroraktionen på et gasanlæg i Algeriet, bliver nu transporteret til Algeriets hovedstad, Algier, hvor ligene skal identificeres.
Det oplyser de algeriske myndigheder ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
Det er algeriske eksperter, der står for arbejdet med at finde ud af, hvem de omkomne er. Men norske identitetseksperter er i Algier for at hjælpe.
Norske myndigheder arbejder fortsat ihærdigt på at få oplysninger om fem norske statsborgere, som arbejdede for den norske energigigant Statoil, da algeriske terrorister angreb gasanlægget og tog flere hundrede gidsler.
- Vi arbejder så hurtigt, vi kan. Men arbejdet med at identificere lig kan tage tid. Meget lang tid, siger Kjetil Elsebutangen, pressetalsmand for norske Kripos, der er Norges nationale enhed til bekæmpelse af organiseret kriminalitet.
Der er ingen oplysninger om de fem nordmænd, som var på gasanlægget, da terroristerne slog til onsdag i sidste uge.
Gidseldramaet sluttede i weekenden, da algeriske specialstyrker gik til angreb på terroristerne, efter at de truede med at sprænge hele gasanlægget i luften.
Statoil er ejer af gasanlægget sammen med tre andre firmaer.
/ritzau/NTB