Blood Diamond
Instr.: Edward Zwinck
Det er ikke kun, fordi Leonardo DiCaprio har hovedrollen, at Blood Diamond allerede er en bredt omtalt film. Men det har uden tvivl hjulpet. Især, da en flok afrikanske buskmænd på et tidspunkt indrykkede en helsides annonce i det amerikanske magasin Variety, hvor de personligt bad Leonardo om at gøre noget, fordi verdens største diamantproducent, De Beers, havde overtaget deres land for at få fingre i en guldmine.
Faktisk skrev nærværende avis før jul en historie om det kontroversielle diamant-drama, som efter sigende også er blevet forsøgt censureret af De Beers. Diamant-industrien har tilsyneladende bedt instruktør, Edward Zwinck, om i filmen, at pointere, at der i dag bliver gjort en stor indsats for at forhindre handelen med de såkaldte bloddiamanter.
Det blev dog ikke lige den vinkel, Zwinck valgte. Med Blood Diamond får man derimod en utvetydig politisk holdning til den blodbestænkte handel med de dyrebare ædelstene (diamanter for våben), der - ganske fortjent - ikke forhindrede filmen i at modtage en håndfuld nomineringer til den Oscar-fest, hvor der ellers for alvor bliver flashet juveler.
Tre helte
Scenen er Sierra Leone i 90 erne. Solomon Vandy (Djimon Hounsou) lever et fredeligt familieliv som fisker, da en flok oprørere pludselig overfalder landsbyen og tvinger Vandy til at være slave i en diamantmine. Her finder og gemmer han en svært værdifuld diamant lige inden, at regeringstropperne tilbageerobrer minen og sætter ham i fængsel.
Her sidder den tidligere lejesoldat Danny Archer (Leonardo DiCaprio) inde for diamantsmugling. De to får brug for hinanden. Vandy har skatten, Archer har kontakterne. Dels til bagmænd, dels til en amerikansk journalist (Jennifer Conelly), der kan hjælpe dem ud af det borgerkrigshærgede land - til gengæld for, at han er hovedkilde i en historie, der skal afsløre det netværk, der handler med illegale diamanter fra Sierra Leone.
En mulig, men krævende win-win-win-situation opstår, mens flugten tager form og faremomenterne trænger sig på. Blandt andet har oprørerne taget Vandys dreng som barnesoldat, og de to diamant-jægere er nu på en mission med hver sit mål og motiv.
Det er absolut troværdig spænding i en form, som var den skrevet af thrillerforfattere som Frederick Forsythe eller Robert Ludlum og derefter destilleret af Hollywood. Situationerne fra den blodige borgerkrig og udnyttelsen af børn som soldater, er skræmmende.
Det er dog afsløringen af den kyniske handel med konflikt-diamanter, som er filmens største bedrift. Blandt andet med en interessant teori om, at diamantindustrien kunstigt holder priserne oppe ved at sende rådiamanterne på fjernlager. Lidt ligesom, når man hæver benzinprisen, selv om der er masser af olietønder henne på depotet.
At filmens persongalleri er lige lovlig arketypisk, tilgiver man. Den grusomme oprørs-leder, den selvopofrende journalist og den iskolde bagmand eksisterer jo derude, og både Djimon Hounsou og Leonardo DeCaprio nuancerer deres karakterer ud over den klassiske Hollywood-skabelon.
For én gangs skyld overbeviser den drengede DiCaprio faktisk for alvor som macho-mand (selv med spøjs afrikaan-dialekt). Jeg var underholdt hele den 143 minutters lange vej til den endelige formue-deling, og lidt til samvittigheden med hjem.
Overvejer du at kaste friværdien i diamanter, så se lige den her film først.