En 52-årig mand fra Roskilde er blevet idømt en fængselsstraf for at have sendt trusler til flere af de kvindelige medlemmer af Folketinget.
Johanne Schmidt-Nielsen (EL) er én af de i alt tre toppolitikere, der har modtaget en skriftlig trussel fra den nu dømte mand. Brevet blev sendt til Enhedslisten på Christianborg, hvor man valgte at melde truslerne til politiet.
Budskabet var ikke til at tage fejl af:
'Vi ved, hvor du bor. Se dig godt for. Dø, din snotso!'
På daværende tidspunkt stod det ikke klart, hvem der var afsenderen af brevet, men det lykkedes politiet med hjælp fra en mailadresse at finde frem til den 52-årige mand, da han tidligere i år sendte en ny trussel.
Denne gang var modtageren Alternativets daværende folketingsmedlem Josephine Fock, som han kaldte for en 'hjernedød møgso'. Derudover skrev han, at 'hvis ikke du lukker din kæft, lukker vi den for dig'.
Gamle breve
Manden så sig også sur på Mette Gjerskov fra Socialdemokratiet. Hun har to gange modtaget trusler fra ham - den første gang var i forbindelse med et debatarrangement på rådhuset i Roskilde.
Få dage før arrangementet modtog man på rådhuset et brev med et billede af Mette Gjerskov. 'Dø din fede so' stod der skrevet med bogstaver over socialdemokratens ansigt.
Hændelsen foregik tilbage i 2009, og få uger senere dukkede endnu et brev op i forbindelse med et andet debatarrangement. Afsenderen truede nu med at 'lukke kæften' på Mette Gjerskov, som han ville give 'en kugle i ansigtet'.
Man risikerer op til otte års fængsel får sådanne trusler, men en forældelsesfrist på 10 år og en tilståelse af alle forhold er årsag til, at dommen lød på 60 dages betinget fængsel.