Det er nødvendigt at trække i håndbremsen over for unødigt bureaukrati, overflødige regler og kontrol.
Det erkender fagorganisationen Djøf, som derfor foreslår at indføre en målsætning om, at ansatte i det offentlige skal bruge ti timer mere om måneden på direkte borgerkontakt. Det skriver Politiken.
- Der er for meget kontrol og for lidt tillid i den offentlige sektor. De offentlige medarbejdere har for lidt tid med borgerne. Og for lidt frihed til faglighed. Det har vi også et ansvar for, siger Djøfs formand, Henning Thiesen, til Ritzau.
Djøf, der er faglig organisation for små 100.000 samfundsvidenskabeligt uddannede, mener, at der i dag bruges alt for meget tid på regler og dokumentation.
Det er forkert, og det skal der rettes op på, lyder det fra Djøf.
Derfor skal forslaget om mere borgerkontakt gælde for både social- og sundhedsassistenter, pædagoger, læger, politibetjente og byretsdommere, siger Henning Thiesen.
Samtidig skal der gøres plads til mere tillid og større faglig frihed for de ansatte til at tilrettelægge arbejdet, fremgår det af udspillet.
Forslaget er et indspark til regeringens planer om en nærhedsreform, lyder det.
- Vi er i stigende grad opmærksomme på, at vi i vores rådgivning af politikerne skal pege dem i retning af, at den tid, der er, skal bruges til borgerne.
- Det har vi ikke været hurtige og dygtige nok til, siger Henning Thiesen.
Formanden siger, at han mener, det handler om at finde en balance mellem, hvad der er muligt og ambitiøst.
Og Djøfs forslag vil gøre en forskel for både medarbejdere og borgere - også selv om der blot er tale om ti timer om måneden og knap en halv time mere dagligt, mener Henning Thiesen.
- Vi mener, det er vigtigt for den enkelte medarbejder i den offentlige sektor, Og vi mener også, det er vigtigt for borgerne, at de mærker den større nærhed, siger han.
I sit udspil citerer Djøf statsminister Mette Frederiksens (S) åbningstale til Folketinget.
I talen fokuserede statsministeren særligt på, at det er vigtigt at få et opgør med overflødig bureaukrati.
Blandt andet satte Mette Frederiksen spørgsmålstegn ved, om arbejdstiden er skruet rigtigt sammen, når medarbejdere i ældreplejen kun bruger omtrent halvdelen af arbejdstiden på samvær med de ældre.
Ifølge Politiken er der endnu ikke kommet noget samlet svar fra regeringen på, hvordan man skal løse dette.
/ritzau/