Det er stadig langt oftest mænd, der træffer beslutningerne i dansk erhvervsliv.
Det viser en ny rapport fra investornetværket Moneypenny and More og virksomheden GoGetty.
Blandt de 134 børsnoterede danske selskaber er knap hver femte bestyrelsesmedlem og hvert tiende direktionsmedlem kvinde. Det er en lille fremgang i forhold til de seneste år.
Men især de mindre virksomheder er stadig langt fra at skabe kønsbalance på ledelsesgangen.
I kategorien med de største virksomheder er der fire gange så stor en andel af kvindelige direktionsmedlemmer og tæt på tre gange så mange kvinder i bestyrelserne som i de mindre.
Linnéa Schmidt, stifter af Moneypenny and More, satte gang i undersøgelsen. Hun glæder sig over, at der er en generel stigning i andelen af kvinder i ledelse, men håber at fremgangen vokser yderligere.
- Man ser mere kreativitet og innovation i virksomheder med høj diversitet og en bedre bundlinje. Men den her forskel tyder på, at det måske kræver nogle muskler i virksomheder. De små har måske fokus på vækst, før de "har råd" til at fokusere på diversitet, siger Linnéa Schmidt.
Ifølge Majken Schultz, der er professor i ledelse på CBS, gør virksomheder dog ofte klogt i at prioritere at få kvinder ind i toppen af organisationen.
- Det forbedrer beslutningskvaliteten i virksomheden. Og det forbedrer med stor sandsynlighed også evnen til at forstå og kommunikere med kunderne.
- Det er en risiko for både ledergruppe og bestyrelse at få for meget gruppetænkning og konformitet. Det er fuldstændig veldokumenteret, at flere forskellige indgange giver bedre og mere innovative beslutninger, siger Majken Schultz.
Ud over køn er der også fordele i at have en gruppe sammensat af forskellige aldre og nationaliteter, pointerer hun.
Den samlede andel af kvinder i de børsnoterede firmaers bestyrelser er på 19,1 procent, viser rapporten. Det er en fremgang fra 17 procent i 2017 og 15 procent i 2015.
/ritzau/