Skuespillerinde Ditte Gråbøl voksede op i en kernefamilie i en Sorgenfri.  Som sådan var der ikke noget at sætte fingeren på. Men allerede flere år før puberteten – omtrent på det tidspunkt, hvor hun hørte The Savage Rose i Tivoli, begyndte uroen og længslen efter spas og voksenliv at vise sig i Ditte.

– Jeg ændrede mig. Pludselig kunne jeg bare ikke vente, til jeg kunne flytte væk fra Sorgenfri og ind til København. Jeg havde længe spillet klassisk guitar og jazzklaver og var rigtig glad for det. Men da drengene nåede en alder, hvor de ikke længere syntes, at det var pigen, som de spillede sammen med, der var den lækre, holdt jeg op med at spille – og begyndte at spejle mig. Det er superærgerligt, at jeg stoppede. Tænk, hvad det kunne have ført til, siger Ditte til ugebladet SØNDAG.

Annette Heick efter ulykke: Jeg kunne lægge mig i fosterstilling og tude … Læs interviewet på søndag.dk

Årene fra 12 til 18 var vanskelige. Hun fik det svært, måtte skifte skole, fordi hun var »utilpasset og en blanding af en hidsigprop, en tudemarie, grænseløs og blufærdig«. Værst var det i sjette klasse, da Dittes bror netop var flyttet hjemmefra.

– Jeg røvkedede mig, og jeg syntes, at alt det, der ikke var Sorgenfri, var godt. Jeg gik til samtlige demonstrationer – ikke på grund af det politiske, men fordi det var sjovt, dér kunne jeg møde de lækre fyre og drikke øl. Jeg begyndte at ryge, da jeg var 14. Jeg tog ud til Amager og fik lavet huller i ørerne, selv om jeg vidste, at min mor syntes, at huller i ørerne kun var for laveste socialklasse. Da hun så mig med øreringene, spurgte hun »skal du så også til at ryge Grøn Look«, fortæller hun til SØNDAG.

Mille Dinesen efter alvorlig fejldiagnose: Derfor skal du tage ansvar for dit eget liv

Tidens hippiesus

Hun gik helt tæt på grænsen dengang, og det sendte hende flere gange ud i oplevelser, hun kun med held slap godt fra.

– For eksempel var jeg som 14-årig på rejse til Firenze med en tegneskole. Vores lærer hr. Sandfelt lærte os at drikke rødvin, for »man drikker altså ikke cola til maden i Italien«. Vi fik også lov at hænge ud efter skoletid, og så tog jeg ind til centrum og sad på gaden og spillede Doors på min guitar. Jeg forelskede mig i smykkesælgeren og stofmisbrugeren Fabrizio og gik rundt i byen sammen med ham, siger hun og fortsætter:

- Jeg følte det hippiesus, der lå i tiden dengang. Og det var et tilfælde, at jeg ikke endte på stoffer. Det kunne jeg lige så godt have gjort. Men et eller andet sted har jeg haft noget med mig fra barndommen, som har holdt mig fra det, siger hun til SØNDAG.

Heldigvis fandt Ditte Gråbøl frem til skuespillet, og hendes karriere begyndte, da hun som ung efter realeksamen ringede til Bådteatret i København og tilbød sig selv som praktikant.

Resten er – som man siger – historie. For herfra gik det slag i slag. Hun blev uddannet på Aarhus Teater og har siden været omkring teatre i hele landet, været med i masser af film, revyer og satire.

Nogle år var hun kendt som »hende den sjove«, da hun havde fået landets tv-seere til at knække sammen af grin over figuren, der hostende syntes, at mangt og meget var »for dårligt« i »Den go’e, den onde og den virk’li’ sjove«.

Melankolien blev lettere at håndtere

Hun fandt sanseligheden og mærkede gåsehuden igen og igen. Hun knoklede og oplevede og grinede. Selv melankolien, som har fulgt hende, siden hun var barn, blev lettere at håndtere.

– Jeg har altid haft et meget tyndt filter, som gør mig sårbar. Det var ikke rart at være i melankolien som barn. Jeg trak mig ind i mig selv og forstod ikke, hvad der var galt med mig. Med årene er jeg kommet til at kende melankolien som en følgesvend til komikken. De to følges ad, hvis det skal være godt, siger hun til SØNDAG.

Ditte Gråbøl oplever at stå godt på sit fundament af erfaringer og personlige grænsesøgninger. Og de har været mange. Så mange, at hun dårligt selv begriber det.

Et ret perfekt skuespillerliv

– Der er en ligning, som jeg ikke helt kan få til at gå op. Jeg er 56 år, men jeg har levet i syv årtier. 50’erne, 60’erne, 70’erne, 80’erne, 90’erne, 00’erne og her i 10’erne. Tænk lige over det. Alligevel synes jeg, at pengene passer, for jeg har oplevet så meget, at jeg burde være mindst ti år ældre. Jeg har for eksempel rejst rundt i USA på egen hånd længe før aids, siger hun til SØNDAG.

Er hun da ved at trække sig tilbage? Så afgjort nej.

Hun vil gerne arbejde og gerne mange år endnu, så længe det er sjovt. For Ditte Gråbøl handler arbejdslivet og enden på selvsamme hverken om alder eller bekymringen for, om teatre, revyer og producenter en dag beslutter, at en skuespiller er over sidste salgsdato. Det handler om at være taknemmelig for det, man kan. At tage tingene, som de kommer.

– Jeg har fået min del af kagen. Jeg har oplevet så meget, at jeg egentlig burde være mindst 65 år. Jeg siger ja tak og nej tak, sådan som jeg føler for. Jeg står solidt på alt det, som jeg har oplevet undervejs. Jeg glæder mig til alt det, der kommer. Lige nu spiller jeg revy om sommeren og på Det Kongelige Teater om vinteren. Det er et ret perfekt skuespillerliv for mig. Det synes jeg faktisk er meget lykkeligt, siger Ditte til SØNDAG.

Redigeret af Louise Aarkrog, SØNDAG, Aller Media