Mange kommuner holder i disse uger hånden under foreningslivet.
Det oplever man hos Foreningen for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI). Her er formand Charlotte Bach Tomassen glad for støtten.
- Vi oplever heldigvis, at flere kommuner går forrest og sikrer, at de kan blive ved med at stille den basisøkonomi til rådighed, som de er vant til at stille til rådighed for vores mange tusinde lokalforeninger, siger hun.
Ifølge DGI er tiltagene forskellige alt efter den lokale kontekst.
Eksempelvis har skoler fremrykket dets betaling af faciliteter. Andre steder har man udskudt betalinger eller udbetalt særlig driftsstøtte til foreningerne.
Det er blandt andre København, Varde, Odense og Slagelse, som har gennemført konkrete initiativer.
- Det er helt enormt vigtigt for at skabe stabilitet i vores foreninger. Den er helt afgørende i den situation, de står i lige nu med aflysning efter aflysning og ingen foreningsaktivitet overhovedet, siger Charlotte Bach Tomassen.
DGI har - ligesom andre foreninger - måttet aflyse alle arrangementer på grund af udbruddet af coronavirus i Danmark.
Alene i marts påvirkede aflysningerne omkring 150.000 gymnaster og publikummer, der ventedes at deltage i de planlagte opvisninger.
Aflysningerne gælder indtil videre til og med april.
Tidligere på ugen blev et flertal i Folketinget enige om en hjælpepakke til kulturlivet.
Med hjælpepakken har kommunerne fået mulighed for at udbetale folkeoplysningstilskud til foreninger, selv foreningerne ikke har kunnet afholde deres planlagte aktiviteter.
Der er tale om en opfordring til kommunerne og ikke en forpligtelse. Derfor håber Charlotte Bach Tomassen, at andre kommuner vil følge trop med hjælp til foreningslivet.
- Jeg håber, arbejdet er i gang (i kommunerne, red.). Men vi må også bare konstatere, at tiden går rigtig stærkt. Kommunerne har rigtig mange opgaver - og det siger jeg med ren anerkendelse til den ledelse, der sidder ude i hvert enkelt kommune.
- Her det selvfølgelig helt vildt vigtigt, at man ikke glemmer det lokale fritids- og foreningsliv. For det er vigtigt, at kommunerne går forrest, og at de tager medansvar for at have en god dialog med deres lokale foreninger, siger hun.
DGI er en organisation for flere end 6400 idrætsforeninger over hele landet.
/ritzau/