Det skal udløse en hårdere straf, når flere personer begår vold sammen.
Det foreslår Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, i kølvandet på en ny opgørelse fra Justitsministeriet, der viser, at gruppevold er den form for vold, der breder sig med største hast.
- Det er urovækkende, fordi der ofte er tale om mere afstumpet vold og ekstremt truende adfærd, når flere mennesker sammen går til angreb på en person.
- De muligheder, vi allerede i dag har i straffeloven for at forhøje straffen, når den er begået i forening, er ikke tilstrækkelige, for kravene er alt for voldsomme. For eksempel tales der om anvendelse af våben, siger Peter Skaarup i en pressemeddelelse.
Han kalder det for "et udtryk for en forråelse", når en flok personer slutter sig sammen og går til angreb mod en anden.
Peter Skaarup fremhæver i den forbindelse sagen fra den 24. maj, hvor en tilfældig 18-årig student blev overfaldet af fire unge mænd. Den 18-årige blev efterfølgende lagt i koma.
- Den slags skal der slås hårdt ned på. Og det skal vi signalere fra samfundets side ved at sørge for, at gruppevold straffes hårdt, understreger Peter Skaarup.
Dansk Folkeparti fremsætter nu beslutningsforslag om at udvide mulighederne for at straffe vold begået i forening højere end tilfældet er i dag.
Så sent som natten til søndag blev en 30-årig mand overfaldet af fire unge mænd i et S-tog mellem Greve og Hundige. Den 30-årige blev under tumulten stukket med en kniv i ryggen.
I 2005 var det 32 procent af alle anmeldelser af vold, hvor der var to eller flere gerningsmænd, mens andelen i 2011 var steget til 46 procent, skriver Jyllands-Posten søndag.
Samlet set er den personfarlige kriminalitet dog faldende, skriver avisen. I 2007 modtog politiet 22.017 anmeldelser. I 2012 var antallet af anmeldelser af personfarlig kriminalitet nede på 17.983 - svarende til et fald på 18,4 procent.
/ritzau/