EU-Parlamentet har onsdag med overvældende flertal stemt nej til den budgetaftale, de 27 stats- og regeringschefer enedes om i sidste måned. Parlamentet afviser langtidsbudgettet for 2014-20 "i dets nuværende form" og kræver en genforhandling.
* EU's budgetkommissær, Janusz Lewandowski:
- Nu må forhandlingerne sættes hurtigt i gang. Det skylder vi 500 millioner europæere, vores virksomheder, byer, regioner, forskere, studerende, NGO'er og alle dem, der får gavn af EU-midler.
- EU-Kommissionen vil fortsat optræde som mægler og hjælpe med at finde en bred aftale mellem Europaparlamentet og rådet. Budgettet for 2014-20 skal være klar i tide for at levere midlerne til at hjælpe Europa med at investere sig ud af krisen.
* Anna Rosbach (løsgænger tilknyttet partigruppen ECR, der som den eneste stemte for budgettet):
- Jeg synes, det er helt rigtigt, at EU også skal spare, når alle medlemslandene er underlagt skrappe sparekrav. Det vil sende et helt forkert signal, hvis EU besluttede at øge sine udgifter.
- Skal man opfylde alle de ønsker, som der udtrykkes i resolutionen, vil det kræve mange flere penge. Det betyder, at budgettet skal øges markant, og det er ikke realistisk.
/ritzau/