Mit navn er Frederik Vad Nielsen. Jeg er forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), og skriver kampklart om ideologi, velfærd, uddannelse og arbejde.
”MAN KAN NÆSTEN TALE OM, at der ligefrem er ved at ske et liberalt ungdomsoprør blandt dele af de unge i Danmark”. Sådan lød det fra den nærmest royale forsker i vælgeradfærd, Søren Risbjerg Thomsen, i Politiken tilbage i marts 2013. Ordene blev symbolske for de største aviser og meningsdannere, der i et par år turnerede rundt med parolen om, at vi nu så et vaskeægte liberalt ungdomsoprør.
Væk var den røde hippie-majoritet der prægede vores forældres ungdom. Den røde frihed var skiftet ud med den isblå. Unge ville have individuelle løsninger og lavere skat. Fortællingen og euforien var stærk, og det blev dengang bakket op af øjebliksbilledet. En række unge-målinger var gode for Liberal Alliance, medlemsvæksten var flot i Liberal Alliances Ungdom og skolevalget i 2015 kastede et stærkt resultat af sig. Den ungliberale bølge ville skylle ind over Christiansborg og forandre dansk politik for altid. Det kunne næsten ikke gå galt, kunne det?
NOGET KUNNE TYDE PÅ DET. For her få uger eller måneder før et folketingsvalg, må vi konstatere, at den (ung)liberale ideologi er kollapset. Og det er den ikke mindst på grund af ungdommen.
Eleverne syntes, det var sjovt i begyndelsen ude på skolerne, når konfirmand-liberalismen foldede sig ud i fuldt flor, og krigen mod staten og samfundsnormer blev skrålet ud i alle afkroge af kantinerne. Men i løbet af de seneste år har flere og flere fundet ud af, at indholdet bag parolerne ikke løser rigtige problemer. Hvad nytter det med søskendesex, organsalg og våben, når klimaforandringerne løber løbsk? Hvordan skal en minimalstat kunne opdage hvidvask i de største banker og sætte effektivt ind over for kynisk skattespekulation?
Derfor ser vi også, at liberalisterne og de venstreorienterede har byttet position. Da analysen om det liberale ungdomsoprør i 2012-2013 stod stærkest, var de unge liberalister præget af en euforisk energi, positiv fortælling og tro på fremtiden. Budskaberne var klare: Ingen skal begrænse jer! I kan gøre lige hvad I vil, så længe I ikke skader andre! Lad ikke barnepigestaten tage magten fra jer!
Jeg husker tydeligt, hvordan de oftest havde mest gejst til debatterne og på kampagne rundt på ungdomsuddannelserne, og hvordan deres frihedsbudskab gjorde stort indtryk på unge. Vi andre stod ofte tilbage som beton-forsvarerne for systemet, og med den løftede pegefinger talte vi om alt det, der IKKE kunne lade sig gøre. De unge blå talte i muligheder og frihed – de unge røde talte i begrænsninger og ansvar.
NU ER ROLLERNE BYTTET OM. Ude på skolerne er det i dag liberalisterne, der står med den hævede pegefinger, og maner til ro og besindighed, når unge ildsjæle lufter deres bekymringer for klimaforandringer, præstationspres og ulighed. ”Der er brug for en voksen i klimadebatten” har Alex Vanopslagh (LA) skrevet i et blogindlæg (JP, 03.02.19), og han er ikke den eneste. Gang på gang hører man unge liberalister hævde, at det voksende præstationspres er overvurderet, at skandalerne i finanssektoren er kørt op og at den grønne omstilling skal overlades til markedet og forskningen. Intet handlingsorienteret. Ingen offensive visioner.
![]()
Til gengæld øges tilslutningen til de fællesskabsorienterede løsninger. Jeg kan se, hvordan flere og flere unge melder sig ind i DSU og organisationer i den del af det politiske spektrum, og ved skolevalget i januar gik de liberalistiske partier voldsomt tilbage. Højrefløjen blev på et hængende hår reddet af Konservativ Ungdom, der under ”vi-er-det-grønne-parti-i-den-blå-blok”-parolen gik markant frem, og var det eneste blå parti, der turde omfavne statens engagement i klimakampen. Vælgeranalyser viser også, at flere unge forlader den liberale skude.
Staten er ikke længere et fyord. Det bliver tydeligt for stadigt flere, at hvis vi på forholdsvis kort tid skal fuldende den grønne omstilling, så kræver det, at fællesskabet skubber hårdt til markedskræfterne. Hvis vi skal gøre noget ved, at unge har danmarksrekord i stress, angst og depression, så kræver det mere tid og opmærksomhed fra fællesskabets side. Og hvis den ene skandale ikke skal afløse den anden i finanssektoren, så kræver det en stat, der har musklerne til at sætte den på plads.
Alt det kan liberalisterne ikke levere. De praler af nogle skattesænkninger, som ingen har bedt om, men hvor alle er vrede over, at finansieringen er fundet på uddannelse, miljø og velfærd. Det kommende folketingsvalg vil vise os, at det liberale ungdomsoprør ikke findes.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.