Mit navn er Mette Schak Dahlmann, og jeg arbejder som murer, hvilket jeg er stolt af. Jeg har noget på hjertet, og derfor slår jeg et slag for bedre arbejdsmiljø og mere mangfoldighed. Det gør jeg ved aktivt at bruge min stemme i den offentlig debat. Jeg forsøger at skabe forandring og rykke status quo ved at sige noget, som er anderledes og noget som er nyt, fordi jeg hader uretfærdighed og ulighed!
JEG ER åbenbart ikke et symbol på mangfoldighed
Jeg hedder Mette. Jeg bruger det meste af mine frokostpauser i skurvognen på at ændre på en kultur og en struktur i vores samfund. Jeg er langt fra i mål - skal jeg egentlig grine eller græde?
For noget tid siden modtog jeg svar på en mail, jeg havde skrevet. I svaret var der vedhæftet et foto fra en af de største byggemarkedskæder samt en fin besked med en afvisning og forklaring til mig.
Byggemarkedet mente, at man havde fokus på at være mangfoldig i sin markedsføring. Derfor så de ikke nogen grund til at have et møde med mig for at samarbejde yderligere. Deres dokumentation på deres mangfoldighed var et vedhæftet foto af Inger Støjberg og en mandlig syrisk flygtning en tilfældig dag et sted i Jylland. Resten af årets 364 dage foruden den dag til ære for mangfoldigheden med fotoet, er reklamerne, som jeg ser det, stadig fyldt med overvejende hvide mænd.
DER ER ingen forståelse for et menneske som mig, der ikke føler sig hjemme i byggebranchen. Jeg er bare sart, fordi jeg står frem og siger nej tak til andres mistro til mine evner som håndværker og nej til en evighed af forklaringer for min blotte tilstedeværelse. De mennesker, jeg møder på byggepladsen eller i køen i Fakta, når jeg står i mit murertøj, forklarer deres mistro med, at jeg stadigvæk er et særsyn som kvinde i mit fag.
Så ja, vi er langt fra at være fordomsfrie og have et mangfoldigt arbejdsmarked. Særligt når det kommer til de mange reklamer som ses af tusinder mennesker dagligt. Reklamer, som faktisk er med til at sætte dagsordenen og skabe image for hele Danmarks befolkning for, hvordan en håndværker ser ud. Reklamerne i byggebranchen er en afgørende faktor og medvirkende til, at samfundet reproducerer stereotyper for hvem, der KAN og MÅ beskæftige sig med hvad på arbejdsmarkedet.
Det byggemarked, jeg kontaktede, mente selv, at man gik forrest for mangfoldigheden med fotoet af Inger Støjberg og den syriske flygtning. Men det ene foto ændrer bare ikke noget for mig. Jeg passer stadigvæk ikke ind som kvindelig murer.
Forståelsen opnår jeg nok aldrig fra folk, som aldrig selv har prøvet ikke at passe ind. Det er en daglig kamp at forklare min kamp. Hvis et billede kunne vinde kampen for mig, havde jeg nok selv afgjort det for længst!
JEG SYNES, det minder om ”pinkwashing”. Det er, når virksomheder markedsfører deres brand eller produkt ved at fremstå mangfoldige uden at udvise det i virksomhedens kerneværdier mm. Når organisationer udtaler, at de ønsker at bidrage, så flere kvinder vælger byggebranchen. De hævder, at de vil nedbryde det kønsopdelte arbejdsmarked. Men hvor er deres bidrag?
Er det penge, man har bidraget med? Er det tomme ord? Er det en løgn?
Eller er det en frygt for at lytte til dem, der er herude? De risikerer at skulle handle og ændre på noget som størstedelen af befolkningen er vant til ER sådan - og som fungerer ok. For de fleste.
Men hvor er organisationernes bidrag?
JEG HAR lidt svært ved helt at se og mærke bidraget, når jeg står frem for at kæmpe for lige præcis det!
Bedre arbejdsmiljø fysisk som psykisk for alle køn i min branche og i hele Danmark. Så ingen skal have de samme kommentarer som mig - om at nøjes med de arbejdsforhold, som der nu engang er, for ellers kan man jo bare skride, "hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, kan man jo bare skride"! Uambitiøst, hvis du spørger mig!
Det er klart min kamp.
Jeg er ikke altid elsket, men det er vel fordi, jeg står ved den, jeg er, og fordi jeg siger noget anderledes. Noget nyt og aktivt kæmper for at skabe forandringer.
Derfor er jeg en belastning, når størstedelen har det fint med status quo. Organisationer, som siger de vil være mangfoldige, træder ingen over tæerne, fordi de ikke ændrer på status quo ved blot at have alt i munden.
DET KRÆVER mod at skille sig ud i et samfund. Det skulle flere prøve. Som virksomhed har man et ansvar. Det har uddannelsesinstitutioner og andre organisationer også for at skabe de rammer, der skal til for at vi kan være på arbejdsmarkedet på lige fod med alle andre.
For mig er et foto af Inger Støjberg og en mand med anden etnisk baggrund for fattigt et symbol på mangfoldighed.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.