I alt 939 personer er de seneste dage blevet anholdt under mere end 90 demonstrationer rundt i Tyrkiets største byer, oplyser det tyrkiske indenrigsministerium.
Optøjerne begyndte fredag, da en gruppe miljøaktivister protesterede over, at der skal bygges et stort butikscenter midt i en grøn park i Istanbul, men protesterne har udviklet sig til en mere generel demonstration imod landets regering.
- 939 er blevet tilbageholdt i forskellige byer. Nogle er dem er allerede blevet løsladt, fortæller indenrigsminister Muammer Guler til tyrkisk stats-tv.
Desuden meddeler ministeren, at i alt 79 personer er blevet såret under urolighederne, hvor politiet har brugt tåregas og vandkanoner for at dæmme op for demonstranterne.
Tidligere på dagen indrømmede premierminister Recep Tayyip Erdogan, at politiet i enkelte tilfælde havde været for hårdhændede over for demonstranterne. Han opfordrede samtidig til at stoppe protesterne.
Lørdag eftermiddag fjernede tyrkisk politi afspærringen omkring den centrale Taksim-plads i Istanbul, hvilket fik tusindvis af jublende demonstranter til at fylde pladsen.
Stemningen beskrives som euforisk, og smædesangene mod premierminister Erdogan vil ingen ende tage.
- Vi er her Tayyip, hvor er du, lød det blandt andet fra pladsen lørdag aften.
Urolighederne er de mest omfattende i landet i en årrække. Demonstranterne er blandt andet kritiske over, at Erdogan ifølge dem er ved at føre landet i en mere værdikonservativ retning. Senest er der blevet indført forbud mod at sælge alkohol om aftenen.
Andre anklager premierministeren for at ville lave Tyrkiet om til en islamisk stat.
/ritzau/Reuters