De dødeligste flyulykker i dette århundrede

Et russisk passagerfly er søndag styrtet ned nær Moskva. Her ses beredskab ved nedstyrtningsstedet. (Foto: Foto: Handout/AFP)

I 2014 mistede knap 300 personer livet, da et passagerfly blev skudt ned over Ukraine.

Et russisk passagerfly er styrtet ned søndag i Moskva-regionen. Alle, der var om bord på flyet, er omkommet.

Der var 65 passagerer og seks besætningsmedlemmer om bord. De var alle lokale ifølge flere russiske medier.

Det er stadig uvist, hvorfor flyet styrtede. Men russiske havarieksperter undersøger nu alle muligheder.

De 71 omkomne er stadig et stykke fra nogle af de mest dødelige flyulykker, som der har været i det 21. århundrede. Læs her et udpluk:

* 17. juli 2014:

298 personer omkommer, da et fly fra Malaysia Airlines, MH17, bliver skudt ned over Ukraine i sommeren 2014.

* 19. februar 2003:

276 personer dør, da et militærtransportfly styrter ned i det sydlige Iran.

* 12. november 2001:

260 personer er om bord på et fly fra American Airlines, som styrter ned i et boligområde i Queens i New York. Ud over de 260 i flyet mister fem personer ved nedstyrtningsstedet livet.

* 8. marts 2014:

239 personer er om bord på et Malaysia Airlines-fly, MH370, som forsvinder på en flyvning fra Kuala Lumpur til Beijing.

Flyet, der stadig ikke er fundet, menes at være forsvundet i Det Indiske Ocean.

* 1. juni 2009:

Et fly fra Air France styrter ned i Atlanterhavet. Flyet er på vej fra Rio de Janeiro til Paris. 228 mennesker omkommer i ulykken.

Kilder: TT, Ritzau, AP.

/ritzau/