Næsten halvdelen af danskerne siger i en ny måling, som Megafon har lavet for Politiken, at Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) er en belastning for regeringen.
Ud af målingens 1.002 respondenter finder 48 pct. ham belastende, mens 13 pct. synes, han er en styrke. 33 pct. svarede "Hverken eller", mens seks pct. svarede "Ved ikke."
Målingen er den seneste episode i en lang række tilfælde af historier, som har stillet Villy Søvndal i et negativt lys.
For eksempel blev han kritiseret for at fremstå sjusket og uprofessionel, da han for nylig mødtes med USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, ligesom mange har kritiseret SF-formanden for ikke at have tilstrækkelige engelskkundskaber.
"Lige nu vurderes han jo ud fra, om han rent faktisk evner at agere i en international kontekst på en måde, som tegner Danmark ordentligt. Den lidt tilbageholdende og afslappede form, som var en politisk styrke i en periode af hans formandskab, er nok ikke det største aktiv ud fra danskernes vurdering lige nu," siger Johannes Andersen, lektor og valgforsker ved Aalborg Universitet, til Politiken.
Siden Villy Søvndal blev formand for SF i 2005, har partiet oplevet en enorm vælgerfremgang, som kulminerede ved valget i 2007 med 23 folketingsmandater.
I dag er opbakningen til SF imidlertid faldet kraftigt, og hvilket kan ses i sammenhæng med formandens popularitet, forklarer Sigge Winther Nielsen, ekstern lektor og valgforsker ved Københavns Universitet.
"Det kan få betydning på lang sigt, hvis der hele tiden bliver lagt skæverter oven på hinanden, og tårnet bliver så skævt, at det vælter. Så bliver fortællingen om den uduelige Villy Søvndal stærkere end det, han egentlig står for," forklarer han til Politiken.
Kilde: Politiken