Der er ikke noget at sige til, at både Viktor Axelsen og Jan Ø. Jørgensen endte med at få stryg af hjemmebanehelten Lee Chong Wei i Super Series Premier-turneringen Malaysia Open i denne uge.
I søndagens finale kunne heller ikke verdensranglistens nummer et, kineseren Chen Long, stille noget op mod en skræmmende stærk Lee Chong Wei.
Til stor begejstring for tilskuerne i Shah Alam legede Lee Chong Wei sig til en sejr på 21-13, 21-8.
Lee Chong Wei var her, der og alle vegne. I et uhyre tempo strøg han rundt på hele banen, samlede næsten alting op, og sendte det lige tilbage i hovedet på Chen Long.
En regulær magtdemonstration af Lee Chong Wei, der vandt turneringen for 11. gang i karrieren.
Han begyndte sejrsrækken i 2004, og kun i 2007 er han blevet slået undervejs i turneringen. Det år endte Peter Gade med at vinde guld. I 2015 vandt søndagens finalist Chen Long, men der var Lee Chong Wei ikke med i turneringen.
De to spillere mødtes også i VM-finalen i august sidste år. Ved den lejlighed vandt Chen Long. I deres indbyrdes regnskab står der 12-12 efter søndagens malaysiske magtdemonstration.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.