Vestas har solgt to vindmølleparker i Rumænien og Bulgarien for samlet næsten en milliard kroner eller 127 millioner euro, meddeler vindmølleproducenten i en fondsbørsmeddelelse.
Der er tale om de to projekter Gebeleisis i Rumænien på 70 megawatt (MW) og Hrabrovo i Bulgarien på 14 MW. Begge vindmølleparker er solgt til italiensk-russiske Lukerg Renew.
Transaktionen ventes afsluttet inden for de næste otte uger, og salgsbeløbet vil blive indregnet i andet og tredje kvartal af regnskabsåret, oplyser Vestas.
Vestas har selv deltaget i udviklingen af vindmølleprojekterne som en del af selskabets politik om at øge dets egen andel af grøn energi.
De 127 millioner euro - eller godt 947 millioner kroner - lægges til Vestas' frie pengestrømme for regnskabsåret 2013, fremgår det af meddelelsen.
/ritzau/