Joe Francis spadserer hjem på gaden i Gibraltar med sine indkøbsposer.
Han bliver iagttaget.
Pludselig springer en af øens omkring 230 berberaber frem og flår en af poserne fra Francis.
I posen ligger chokoladekiks - guf for en lækkersulten abe - og inden Francis når at gøre noget, er aben oppe i et træ, hvor den roligt gnasker kiks i sig.
Længere nede hopper og springer Francis forgæves for at nå sine kiks.
Turister ser til. Nogle ler, andre er ængstelige.
Episoden er fra tidligere på ugen og står i lokalavisen Gibraltar Chronicle.
Marks and Spencer har siden tilbudt manden nye kiks, men det er ikke problemet.
Problemet er aberne på Gibraltar. De er i stigende grad blevet frække og pågående. Frygten for mennesker synes væk.
Nogle uger inden episoden med Francis blev en kvinde, der gik tur med sit barnebarn i en barnevogn, overfaldet af en abe. Som lyn fra en klar himmel blev hun bidt i benet.
Det har vakt opsigt, selv om antallet af abebid, der behandles på Gibraltars hospital, dog er faldet i år.
I slutningen af november var der ifølge lokalavisen behandlet 59 abebid, altså mere end et om ugen. Men i fjor var det 104, og årene forinden flere endnu.
Den britiske avis The Telegraph - Gibraltar er britisk - skriver, at lokalmyndighederne nu arbejder på en plan om at sende 130 aber til Marokko, hvor de oprindeligt stammer fra.
Det skal tage luften ud af problemet.
Samtidig opfordrer myndighederne hele tiden folk til ikke at give aberne mad. Aberne skal ikke forbinde mennesker med føde.
Det er ikke klart, hvordan aberne er kommet til Gibraltar. En legende fortæller, at britiske søfolk tog dem med.
En anden legende siger, at den dag, aberne er væk, er den hvide klippe ved indsejlingen til Middelhavet ikke længere britisk.
Om briternes berømte leder under Anden Verdenskrig, Winston Churchill, troede på det, er uvist.
Men det siges, at der på et tidspunkt under krigen blot var syv aber tilbage, og så sikrede Churchill, at der blev fragtet aber til Gibraltar.
/ritzau/