Efter flere møgsager i 2017 var Uffe Elbæk tæt på at kaste håndklædet i ringet og trække sig som politisk leder for Alternativet. Det skriver Berlingske.
I en kronik i Berlingske lørdag forklarer den 63-årige politiker, at han dagen før kommunalvalget i november sidste år var tæt på at få nok af partiets møgsager.
Først var der sagen om, at partiet havde modtaget skattelypenge fra Gibraltar, og så kom sagerne om en krænkende adfærd og ”festkultur” i partiet, som kulminerede under kommunalvalget, hvor også historier om sexgynger og kønsorgan-collager var tæt på at tage pusten af det lille grønne parti.
Uffe Elbæk mødtes dagen inden kommunalvalget med en udenlandsk journalist på spisestedet Meyers Deli på Frederiksberg, hvor han fortalte, at han overvejede at trække sig som politisk leder.
”Personligt var jeg – det vil jeg gerne indrømme her – tæt på at smide håndklædet i ringen dagen før kommunalvalget, skriver Uffe Elbæk i kronikken og fortsætter:
”For jeg og Alternativet ønskede og ønsker fortsat ikke selv at bidrage til det beskidte spil, som politik også kan være. Men hvad gør man så, når medierne ikke mindst den sidste uge op til kommunalvalget bringer den ene negative historie efter den anden? Historier, der bygger på lækkede informationer. Jeg anede helt ærligt ikke, hvilken reaktion der ville være den rigtige. Men at stoppe som politisk leder var i hvert fald ikke svaret. Fandme nej”, skriver Elbæk.
Alternativet står ifølge Berlingskes gennemsnit af meningsmålinger til 4,3 procent. Ved seneste folketingsvalg i 2015 fik partiet 4,8 procent af stemmerne og ni mandater. Selvom Uffe Elbæks tropper havde en hård kommunalvalgkamp, sikrede partiet sig alligevel en borgmesterpost på Fanø og kulturborgmesterposten i København.
Næste folketingsvalg skal senest afholdes i juni 2019.